Gå til hoved-indhold
04. marts 2026 - kl. 08.03

Socialdemokratiet: De borgerlige partier begår løftebrud

  • 1 af 1
    Anders Brandt Sørensen: - Om andre partier vil leve op til deres valgløfter i denne sag, er jo op til dem. I Socialdemokratiet og SF overholder vi vores løfter.
Af: Michael Frederiksen

Efter et par fredelige måneder i det nye byråd i Frederikshavn Kommune stemmer Socialdemokratiet og SF nu nej til den tidsplan og budgetproces, som administrationen indstiller, når det gælder Budget 2027-2030. Socialdemokratiet mener, at de borgerlige partier begår løftebrud.

- Det er rigtigt, at vi i SF og i Socialdemokratiet ikke vil være med til den budgetproces, der er lagt op til, som blot viderefører 1%-besparelserne. Socialdemokratiet har stået på mål for 1%-besparelserne i mange år, men vi har i valgkampen fremført og argumenteret for, at det skal slutte efter valget. Vi har ikke længere flertallet, så vi kan desværre ikke sikre, at 1 %-besparelserne stopper, men vi vil da opfordre til, at alle andre partier følger vores tilgang til budgettet: Hvis vi skal videre, så er vi nødt til at lave budget på tværs af alle udvalg, mener gruppeformand Anders Brandt Sørensen (A).

Han påpeger, at stort set alle partier i valgkampen forud for kommunalvalget i november sidste år ønskede at afskaffe "grønthøstermetoden", som 1%-besparelserne også kaldes.

- Om andre partier vil leve op til deres valgløfter i denne sag, er jo op til dem. I Socialdemokratiet og SF overholder vi vores løfter.

Men vedkender Socialdemokratiet ikke, at I har gennemført 1%-besparelser i mange år - ja, faktisk 12 år i træk under Birgit S. Hansen og Karsten Thomsen?

- Jo, det gør vi. Og det har været nødvendigt – ikke mindst da vi skulle arbejde os ud af en håbløs økonomisk situation. Men i valgkampen gjorde vi klart, at nu er tiden kommet til, at vi ikke længere vil arbejde ud fra en kriselogik. Den kommunale økonomi har været bundsolid i 12 år, og der er nu grundlag for, at vi kan prioritere på tværs af udvalgsområder. Da jeg intet havde hørt fra borgmesteren om den kommende budgetproces før vores udvalgsmøde i Børne- og Ungdomsudvalget, var vi nødt til selv at tage affære for at leve op til vores valgløfter, påpeger Anders Brandt Sørensen.

Udvalget for Børn, Unge og Familier behandlede sagen i mandags. Anders Brandt Sørensen (A), Liv Lundholm Pedersen (A) og Søren Frederiksen (F) kunne ikke godkende indstillingen, da Socialdemokratiet og SF ikke ønsker at videreføre 1%-besparelserne. Et flertal bestående af Jan Bjeldbak (V), Jill Byrdal (V), Susanne Marianne Møller (DD) og Helle Gaardbo Jeppesen (V) godkendte dog indstillingen.

Dagen efter mødet blev Anders Brandt Sørensen kontaktet af borgmester Jon Andersen, som ønskede at drøfte den kommende budgetproces.

- Men det er altså en postgang for sent, når grønthøstermetoden er sat i gang. Vi vil ikke være med til, at grønthøsterlogikken skal præge og sætte dagsordenen for budgetforhandlingerne. Vi ved godt, at hvis der først er fundet 10 millioner ved at skære på børnene i daginstitutioner, fritidsklubber og skoler, så er det umådeligt svært at få tilbageført midlerne. Og det vil i øvrigt give en uro på området, som vi mener, er bedst at undgå, fastslår Anders Brandt Sørensen.

Mønstret fra Udvalget for Børn, Unge og Familier går igen i de øvrige udvalg, der holder møder i denne uge. Socialdemokratiet og SF stemmer imod den foreslåede tidsplan og budgetproces, mens de borgerlige partier godkender den.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...