Søndag eftermiddag: Brand i parcelhus på Hesseløvej
Der udbrød søndag kort før kl. 14.00 brand i et parcelhus på Hesseløvej i Frederikshavn. Ingen mennesker er kommet noget til. Nordjyllands Beredskab havde fem udrykningskøretøjer på stedet.
Der bor en familie med tre børn i huset på Hesseløvej. Et familiemedlem oplyser til Kanal Frederikshavn, at forældrene ikke var hjemme, da branden opstod. Børnene var således alene hjemme, men de reddede sig ud af huset, og har det ifølge det pågældende familiemedlem godt.
Branden fik hurtigt fat i tagkonstruktionen. Da taget er lavet af asbest, var det en giftig røg, der bredte sig over området, og politiet opfordrede de folk, som kiggede på, til at fjerne sig fra området. Beredskabet undlog at slå taget i stykker for ikke at forurene det omkringliggende område med asbestfibre.
Nordjyllands Beredskab havde fem køretøjer og 12-14 mand i aktion i på Hesseløvej, men der er kontrol over situationen. Huset er dog helt ødelagt indvendigt.
Da beredskabet kom frem, stod de overfor en brand, der var ude af kontrol, men de fik den hurtigt under kontrol, fortæller indsatsleder Jørgen Pedersen.
- Men hele huset er kraftigt sodskadet, og det er ikke beboeligt i den kommende tid, fortæller indsatslederen til TV2 Nord.