Gå til hoved-indhold
26. januar 2018 - kl. 10.01

Sosu'erne må ikke ryge - borgmesteren må gerne

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommune har forskellige rygeregler for kommunens ansatte. For eksempel må sosu-personalet ikke ryge, mens de er på arbejde, mens de ansatte på rådhuset gerne må.

Borgmester Birgit S. Hansen er klar over problematikken. Det er dog umiddelbart nogle regler, hun mener, hun ikke kan ændre.

- Jeg mener ikke, at jeg kan gå ind og overrule et tillidsmandssystem. Så længe der har været en demokratisk proces, respekterer jeg det. Der er nogen, der har spurgt, om det ikke er uretfærdigt med forskellige regler, men jeg respekterer tillidsmandssystemet, så den må de tage med deres tillidsmænd, siger Birgit S. Hansen til Fagbladet FOA.

Skal det være tilladt for kommunalt ansatte at ryge i arbejdstiden eller ej? Det er det helt store spørgsmål, og det bliver ivrigt diskuteret. Ikke mindst i Frederikshavn Kommune, hvor FOA nu kan berette, at der er forskellige rygeregler for kommunens ansatte. Det betyder nemlig helt konkret, at sosu-personalet er underlagt totalt rygeforbud, mens de ansatte på rådhuset gerne må ryge i arbejdstiden.

Sådan har det været i flere år, så når Marianne Mikkelsen, der er sosu-assistent, møder på arbejde i plejecenteret Søparken i Frederikshavn, er det forbudt at ryge. Og det er irriterende, synes Marianne Mikkelsen, når hun kan se, at andre ansatte i kommunen gerne må ryge i arbejdstiden, så længe de selv betaler for rygepausen.

- For mig er det hjemmebryggede regler. I kommunen er det kun de sundhedsfaglige, der slet ikke må ryge. På rådhuset må de for eksempel gerne ryge, siger 60-årige Marianne Mikkelsen til Fagbladet FOA.

- Når jeg er til kursus på rådhuset, må jeg ikke ryge, fordi jeg repræsenterer sundhedsafdelingen, hvor der ikke må ryges i arbejdstiden. Men resten af personalet på rådhuset må gerne gå ned og ryge, uddyber hun.

Når reglerne på den måde kan variere fra afdeling til afdeling i Frederikshavn Kommune, skyldes det, at MED-udvalget for de ansatte i Center for Sundhed og Pleje har valgt nogle skærpede regler på området.

I Frederikshavn Kommune kan hver enkelt afdeling nemlig selv være med til at bestemme rygereglerne inden for kommunens overordnede rygepolitik. Men Rikke Albrektsen, direktør for Center for Social og Sundhed, kan godt forstå, hvis nogle af de ansatte, finder det uretfærdigt.

- Men sådan er det, når der er mulighed for lokale retningslinjer. Vi er en stor arbejdsplads, og på andre områder hylder vi at finde noget, der passer til den pågældende arbejdsplads, og vi vil gerne have lokale retningslinjer for at få retningslinjer, der giver mening det pågældende sted. Og det er dét princip, der også gør sig gældende i forhold til rygepolitik, siger Rikke Albrektsen til Fagbladet FOA.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...