Spar Nord forbliver Spar Nord – med samme lokale engagement
Spar Nord og Nykredit er gået sammen i en historisk fusion, der styrker fundamentet for fremtidens bank. Fusionen sker med ét klart mål - at skabe endnu mere værdi for kunderne – uden at gå på kompromis med det lokale engagement og den personlige rådgivning. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Spar Nord.
- Det her handler ikke om at blive størst. Det handler om at blive bedst for vores kunder, siger Jesper Cebula Rasmussen, direktør i Spar Nord Bankområde Nord, som dækker bankens afdelinger i Skagen, Frederikshavn, Sæby, Hirtshals og Hjørring.
Han tilføjer:
- Fusionen giver os styrke og retning til at udvikle Spar Nord med fokus på kundernes behov og med respekt for vores værdier. Kombinationen af Spar Nords lokale forankring og involvering og Nykredits unikke foreningsejerskab skaber en bank, der kommer til at være enormt attraktiv for både kunder og medarbejdere. Sådan skal det være, når kunderne er vores ejere, og vores ejere er vores kunder.
Kunderne vil møde den samme rådgiver som de plejer, og Spar Nord-navnet består som i dag. Det er en bevidst beslutning, der skal sikre tryghed og kontinuitet for kunder og medarbejdere. Kunderne vil fortsat opleve den samme rådgivning, det samme engagement og den samme tilgængelighed, som de altid har fået hos Spar Nord.
- Vi bevarer det, der gør Spar Nord unik – vores lokale rødder, vores værdier og vores tætte relationer til kunderne. Men vi bringer nye muligheder og styrker ind i banken – til gavn for alle vores kunder. Fusionen er udtryk for en offensiv, hvor endnu flere kunder skal nyde godt af Nykredits foreningsfordele. Med en kundeejet bank skaber vi noget unikt i vores branche, understreger Jesper Cebula Rasmussen.
Fusionen mellem Spar Nord og Nykredit er gennemført med et klart mål om at skabe størst mulig værdi for kunderne. Det betyder, at Spar Nords kunder kan se frem til et bredere og mere fleksibelt produktudvalg, særligt inden for boliglån, investering og pension. Samtidig vil priser og vilkår blive endnu mere konkurrencedygtige, hvilket giver kunderne bedre muligheder for at få mest muligt ud af deres økonomi. Med fælles værdier og et foreningsejerskab står Spar Nord og Nykredit stærkt som Danmarks relationsbank – til gavn for kunderne.
Desuden bevares den lokale tilstedeværelse og det personlige nærvær, som Spar Nord er kendt for – med de samme rådgivere og den samme tætte kontakt i hverdagen.
- Vi ved, at tillid og relationer tager tid at opbygge - det har vi gjort gennem de seneste 200 år – og vi har ikke tænkt os at ændre på det, der virker. Spar Nord er og bliver hele byens bank, lover Jesper Cebula Rasmussen.