Spejderne i Gærum inviterer til kæmpe loppemarked og spejderfest
Spejderne i Gærum inviterer i weekenden 16.-17. maj til kæmpe loppemarked og spejderfest på Rysholtvej 12 i Gærum. Og det er med en speciel stor glæde, at man i år kan indvie sin "nye" bålhytte.
Y´s Mens' Club i Frederikshavn har doneret penge til bålhytten, som spejderne selv har pillet ned i Thorshøj og stillet op i Gærum.
- Det bliver fedt med den nye hytte, som også skal bruges til spejderfesten, hvorfra Klan Kansas vil sælge store markedspølser, fortæller Finn Mejlvang Christensen, Spejderne i Gærum.
Sidste år fik spejderne doneret nye flotte borde/bænkesæt fra Bygma i Sæby, som gæsterne kan hygge sig ved.
I det hele taget er der lagt op til en brag af en fest, når spejderne på lørdag kl. 11.00 klipper rebet til endnu et kæmpe loppemarked.
- Og normalt er der sort af mennesker hele dagen, og der handles, så det er en ren fornøjelse, siger Finn Mejlvang Christensen.
Spejderne holder Spejderfest både lørdag og søndag eftermiddag, og festen plejer at samle tusinder af folk fra hele Vendsyssel.
Lørdag aften hygges der omkring lejrbålet, hvor spejderlivet for alvor udleves, og søndag eftermiddag er der desuden optog gennem byen, ponyridning og besøg af ballonklovnen Ib.
Der er således underholdning og hygge for hele familien.
- Nu håber vi bare på super vejr og en masse glade gæster, så skal vi nok få en flot resultat, som vi plejer, siger Finn Mejlvang Christensen.
Overskuddet går ubeskåret til Spejderne i Gærums lejre og ture.







































