Spejderne i Gærum oplever et sandt medlemsboom i disse uger
Der er gang i Gærum-spejderne, og hele weekenden har de været på spejderlejr i Drengeborgen i Ålbæk. Her deltog børn i alle aldre, og lejrens tema var Robinson-dyst.
Der blev lavet faner, pandebånd og aktiviteter i alle mulige afskygninger, og børnene elskede det.
Desuden var Gærum Bueskytteforening med om lørdagen, hvor en af aktiviteterne var bue og pil.
Søndag formiddag sluttede lejren med fællesspisning, hvor alle forældre og søskende var inviteret på spejdersuppe som frokost.
Der blev serveret kartoffel/porresuppe lavet over bål, og i fællesskab blev de mange liter suppe fortæret af de godt 100 personer, som var til stede.
- En fantastisk fed lejr, hvor spejderfællesskabet virkelig var i højsædet hos både børn og voksne. Spejderne oplever for tiden et sandt boom i tilgangen af nye spejdere i alle aldre. De mange ledere kniber næsten sig selv i armen over alle de nye børn, men det er så dejligt at mærke, at det virkelig er in at være spejder. Vi oplever blandt andet også, at der kommer flere nye børn fra nabobyerne som f.eks. Ravnshøj, fortæller Finn Mejlvang Christensen, Spejderne i Gærum.
Han understreger, at der altid er plads til flere spejdere i Gærum.






































