Sportslig succes, men økonomien sætter rammen for White Hawks
Fredag aften venter der en regulær topkamp i Nordjyske Bank Arena, når Frederikshavn White Hawks tager imod de danske mestre fra Herning.
White Hawks har indtil videre leveret en sæson over forventning, og klubben er meget tæt på at sikre sig en plads i Final4. De sportslige resultater giver optimisme, men samtidig er virkeligheden også, at økonomien sætter grænsen for, hvor meget klubben kan investere i truppen.
Det blev blandt andet tydeligt efter den seneste 6-5-sejr over Esbjerg. Her udløb svenske Oskar Drugges 14-dages kontrakt, og selvom svenskeren leverede en stor indsats i sine fem kampe for White Hawks, har klubben valgt ikke at forlænge aftalen.
Klubbens General Manager, Henrik Andersen, har efterfølgende fået mange spørgsmål om, hvorfor White Hawks ikke beholdt den svenske profil.
- Der er ingen tvivl om, at Oskar har leveret en kæmpe indsats for os. Vi stod pludselig med tre skadede backer og var nødt til at reagere hurtigt. Oskar kom ind, spillede mange minutter og var præcis den forstærkning, vi havde brug for på det tidspunkt, siger Henrik Andersen.
Christian Mieritz er nu vendt tilbage efter sin skade, og klubben forventer også, at Jesper Bank Olesen snart er tilbage. Derfor blev både den sportslige situation og økonomien taget med i overvejelserne.
- Vi kunne godt have ønsket os at beholde Oskar. Men havde vi skrevet kontrakt med ham for resten af sæsonen, så havde vi haft brug for en endnu større økonomisk håndsrækning fra vores sponsorer. Det ansvar er vi nødt til at tage, siger Henrik Andersen.
Flere sportslige muligheder kræver større økonomisk opbakning
Beslutningen illustrerer meget godt den virkelighed, White Hawks arbejder under. Klubben har fået en fremragende sportslig start, men ambitionerne skal hele tiden hænge sammen med økonomien.
Er det samtidig et opråb til eksisterende og potentielle nye sponsorer?
- Ja, det er det. Vi er utrolig taknemmelige for den store opbakning, vi allerede får fra vores sponsorer, samarbejdspartnere og tilskuere. Uden dem havde vi ikke stået i den sportslige situation, vi gør i dag. Men hvis vi skal fastholde vores position og samtidig have mulighed for at forlænge aftalen med nogle af de spillere, vi allerede har, så kræver det yderligere økonomisk opbakning.
- Vi kommer ikke til at bruge penge, vi ikke har. Det princip ændrer vi ikke på. Men kommer der flere midler ind, er vi selvfølgelig også klar til at investere dem sportsligt på en ansvarlig måde. Vi har fået skabt et rigtig godt udgangspunkt, og det vil vi meget gerne bygge videre på, siger Henrik Andersen.
Vigtige beslutninger venter omkring målmandsposten
Økonomien spiller også ind i de kommende beslutninger omkring truppen.
Den ungarske målmand Adam Vay og den finske målscorer Aleksi Halme står begge foran kontraktudløb, når landsholdspausen begynder i november.
- Vi skal have en snak med dem begge i denne uge. Både sportsligt og økonomisk skal vi finde den løsning, der er rigtig for klubben, men også her har vi brug for en økonomisk håndsrækning fra vores sponsorer, siger Henrik Andersen.
På målmandsposten står White Hawks lige nu med tre stærke keepere. Lukas Parik blev skadet tidligt på sæsonen, mens unge Markus Bjørn har imponeret stort og endnu ikke har tabt en kamp. Adam Vay blev hentet ind, da Parik blev skadet, og ungareren har ligeledes leveret på højt niveau.
- Markus har virkelig leveret nogle gode kampe, og samtidig er han en fantastisk fyr at have i omklædningsrummet. Men da Lukas blev skadet, ønskede vi ikke at lægge hele ansvaret på en ung målmand, der så skulle stå mange kampe i træk. Derfor hentede vi Adam ind, og han har gjort det fantastisk. Samtidig forventer vi, at Lukas stille og roligt kan komme på is igen i næste uge, og så skal vi se, hvordan han reagerer, siger Henrik Andersen.
Sportsligt er tre stærke målmænd et luksusproblem. Økonomisk er situationen mere enkel.
- På længere sigt har vi ikke økonomi til at have tre målmænd på kontrakt. Derfor skal vi træffe nogle valg. Det er også et godt eksempel på, at sportslige ønsker og økonomiske muligheder skal hænge sammen, udtaler Henrik Andersen.
Final4 kan blive næste store skridt
Midt i de økonomiske overvejelser står White Hawks med muligheden for at sikre sig noget, klubben har jagtet længe: en plads i Final4.
Senest White Hawks løftede pokalen var i 2020 efter finalesejren over Rungsted i Gigantium.
- Vi er gået benhårdt efter Final4 i denne sæson, og nu mangler vi de sidste point. Det er længe siden, at klubben har været med både i Final4 og helt fremme i den sjove del af ligaen. Derfor betyder det meget for os igen at være med dér, hvor de store kampe bliver spillet, siger Henrik Andersen.
En sejr fredag aften hjemme mod Herning vil sikre White Hawks billetten til Final4 i februar.
Det bliver dog en vanskelig opgave. For knap to uger siden tabte White Hawks hele 7-0 i Herning i sæsonens hidtil dårligste kamp, så der er også revanche på spil fredag aften.
Men uanset resultatet er situationen omkring White Hawks tydelig: Klubben har skabt et stærkt sportsligt fundament. Skal det næste skridt tages, kræver det, at den økonomiske opbakning følger med.
- Vi vil gerne være ambitiøse, men vi vil også drive klubben ansvarligt. Vi bruger ikke flere penge, end vi har. Kan vi sammen med vores sponsorer, samarbejdspartnere og publikum skabe et større økonomisk råderum, så giver det os også flere muligheder for at gøre et allerede konkurrencedygtigt hold endnu stærkere, pointerer Henrik Andersen.




































