Stærkt lokalt samarbejde giver resultater i Sæby
Med en stor fælles indsats i samarbejdet mellem Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Toppen af Danmark er det lykkes at samle opbakning til at Sæby også har et bemandet turistkontor i 2026.
I sommeren 2025 afprøvede de lokale ildsjæle i samarbejde med Toppen af Danmark et fuldt bemandet turistkontor midt i Sæby, og det blev der taget godt imod.
- Masser af turister, besøgende og sæbynitter med en god historie eller gode råd til byens gæster besøgte turistkontoret i Søndergade i sæsonen i år, fortæller turistdirektør Nicolai J Nissen fra Toppen af Danmark.
Han forklarer også, at imens man mange steder ser nedlukninger af bemandede turistkontorer, oplever Toppen af Danmark en fornyet interesse for den personlige og fysiske service.
- Alt i hverdagen er digitalt og sat i system. Men når vi har ferie, er det skønt at møde rigtige mennesker med passion og kendskab til lokalområdet. Gæsterne opsøger personlig service og de nære samtaler om hvad der er af spændende oplevelser, gode butikker, restauranter osv, forklarer turistdirektøren.
Toppen af Danmark oplyser også, at man i år generelt har oplevet en markant stigning i antallet, solgte rundvisninger og guidede ture til turister.
- Det er også et område, vi vil opdyrke yderligere i Sæby. Vi har allerede haft konkrete møder med internationale operatører, der har kontakt til et større antal gæster, der passer godt til vores turistprodukter, og vi har sat gang i udviklingen af flere guidede ture og oplevelser, der også er skræddersyet til Sæby; og som skal være med til at tiltrække flere besøgende til byen, fortæller Nicolai J Nissen.
Toppen af Danmark har nu flere end 30 medlemmer i Sæby. Det er butikker, restauranter, overnatningssteder og andre erhvervsdrivende, der med medlemskabet, er med til at sikre den fortsatte drift af det bemandede turistkontor i Sæby.
- I sig selv er det vigtigt med turistkontoret i Sæby, men vi kan også allerede nu se, at det er med til at skabe nye muligheder. Opbakningen, den gode dialog og tættere kontakt på tværs af erhverv, handel, kultur og turisme skaber nye muligheder i Sæby. Der opstår lettere muligheder, som vi kan gribe sammen, når vi ikke kun mødes til officielle møder, men også har en naturlig snak i hverdagen.
Der er folk på kontoret i Søndergade til daglig hele året, fordi det også bemandes af feriehuse.dk, der står for udlejning af sommerhuse i Sæby, og fra påske og hele vejen igennem turistsæsonen er der turistservice både hverdage og weekender frem til september.
- Sæby har meget at byde på, og vi er glade for at være blevet inviteret med i samarbejdet hos handelsstandsforeningen og erhvervsforeningen, og vi glæder os til at skabe resultater for vores medlemmer og Sæbynitterne, udtaler Nicolai J Nissen.




































