Gå til hoved-indhold
26. august 2026 - kl. 10.08

Stiholt Gruppen i Sæby vokser igen og får nu for første gang en afdeling i Herning

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

NSH A/S, der ejer Im. Stiholt A/S og Stiholt Erhverv A/S - med hovedsæde i Sæby - har indgået aftale om at overtage Diesel Dok ApS i Herning pr. 1. juli 2026. Flere fra nuværende ejerkreds fortsætter som medejere.

Diesel Dok er et veletableret værksted, som udfører service og reparation af bl.a. lastbiler, busser, varevogne, trailere og påhængsvogne. Virksomheden er autoriseret MAN-serviceværksted, men servicerer køretøjer af alle mærker. Diesel Dok har desuden specialkompetencer inden for blandt andet dyretransporter, hydraulik, forsvarsmateriel, liftservice mv.

Opkøbet styrker Stiholt Gruppens geografiske tilstedeværelse og udfylder et hidtidigt hul i koncernens dækning af Jylland. Med sin centrale placering i Herning-området bliver Diesel Dok et vigtigt supplement til koncernens eksisterende afdelingsnetværk.

Samtidig passer Diesel Doks kompetencer og aktiviteter naturligt ind i Stiholt Gruppen. Der er betydelige synergier mellem virksomhedernes ydelser, kundegrupper og faglige ekspertise inden for erhvervskøretøjer.

Samme medarbejdere og værkstedsydelser
Diesel Dok fortsætter sine aktiviteter på Transportcentervej 15 i Herning. Kunderne vil fortsat møde de velkendte medarbejdere og afdelingens setup og værkstedsydelser fortsætter uændret. Mads Andsbjerg har i forbindelse med ejerskiftet valgt at gå på pension, mens den øvrige ledelse fortsætter i virksomheden.

Den daglige drift fortsætter dermed som hidtil - nu med Stiholt Gruppens landsdækkende organisation og faglige ressourcer i ryggen.

Den nuværende ejerkreds beholder fortsat en andel af Diesel Dok og fortsætter som medejere.

- Det har været afgørende for os at finde en partner, der deler de værdier, Diesel Dok er bygget på. Vi kan genkende vores fokus på faglighed, ordentlighed og tætte relationer til kunder og medarbejdere i Stiholt Gruppen. Det har betydet meget for vores valg og giver os stor tryghed, at Diesel Dok nu bliver en del af en landsdækkende koncern, hvor kulturen passer godt til vores egen. Samtidig fortsætter vi som medejere og i den daglige ledelse, så vi kan bygge videre på det, der allerede fungerer godt, udtaler Jørgen Knudsen, medejer og eftermarkedschef for Diesel Dok.

Kim Jepsen bliver direktør
Kim Jepsen tiltræder som direktør for Diesel Dok ApS, og han fortsætter samtidig som eftermarkedsdirektør i Stiholt Erhverv A/S.

- Jeg ser frem til at stå i spidsen for Diesel Dok og til at bringe virksomhedens stærke kompetencer i spil på tværs af Stiholt Gruppen. Vi skal bygge videre på den forretning, der allerede fungerer godt, og bruge de mange fælles styrker til at gøre hinanden endnu stærkere. Både til gavn for Stiholt Gruppen og for kunderne.

Om NSH A/S og Stiholt Gruppen
NSH A/S er moderselskab for Im. Stiholt A/S, Stiholt Erhverv A/S og nu Diesel Dok ApS. Gennem selskaberne i Stiholt Gruppen leverer koncernen salg, service og specialiserede løsninger til transportbranchen og erhvervslivet via et landsdækkende netværk.

Om Diesel Dok ApS
Diesel Dok ApS har adresse i Herning og tilbyder service og reparation af lastbiler, busser, varevogne, trailere og påhængsvogne. Virksomheden er autoriseret MAN-serviceværksted og har blandt andet specialkompetencer inden for lastbiler, dyretransportmateriel, hydraulik, forsvarsmateriel, liftservice og har desuden døgnservice.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...