Støt SIND Frederikshavn-Læsø – bliv medlem for kun 100 kroner
SIND Frederikshavn-Læsø inviterer nu alle interesserede til at blive medlem af SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – til en helt særlig pris. For kun 100 kroner får man medlemskab for resten af 2025 og hele 2026.
Et medlemskab af SIND gør en reel forskel lokalt. En del af kontingentet går nemlig direkte til den lokale afdeling, og hvert medlem betyder, at SIND Frederikshavn-Læsø får et økonomisk bidrag fra Landsforeningen.
- Hvert medlemskab tæller. Når flere melder sig ind, kan vi skabe flere aktiviteter, fællesskaber og støtte for mennesker i vores område, der lever med psykiske udfordringer – og for deres pårørende, siger Rikke Rugholt, forperson for SIND Frederikshavn-Læsø.
SIND Frederikshavn-Læsø arbejder for at fremme forståelse og tolerance for mennesker, der lever med psykiske lidelser og skabe netværk og trygge fællesskaber lokalt. Foreningen arrangerer blandt andre sociale aktiviteter, kulturelle arrangementer og oplysningsarrangementer og støtter frivillige, som gør en forskel for mennesker i hverdagen.
I foråret blev der for første gang afholdt en lokal SIND-Festival i Frederikshavn, hvor der i hele uge 13 var forskellige arrangementer. Der er planer om at lave en SIND-Festival igen i foråret 2026.
Medlemskabet er åbent for alle – både for mennesker med psykiske udfordringer, pårørende og andre, der ønsker at støtte arbejdet for bedre psykisk sundhed i vores lokalsamfund. Udover støtte giver et medlemskab fordele vil visse arrangementer, herunder reduceret pris til lokalafdelingens mange arrangementer.
Da julen nærmer sig, er der også mulighed for at give et medlemskab af SIND til én, man holder af.