Stolt far fra Chicago: Vi er meget glade på Oscars vegne
Den 20-årige frederikshavner Oscar Fisker Mølgaard fik i nat en drømmedebut i NHL, verdens stærkeste og mest prestigefyldte ishockeyliga, og det skete med familien fra Frederikshavn på sidelinjen.
Den unge frederikshavner assisterede til Seattle Krakens reduceringsmål til 1-2, og det satte gang i Oscar Fisker Mølgaards hold, som endte med at vinde 3-2 ude over Chicago Blackhawks.
- Det var en drengedrøm, som gik i opfyldelse. Jeg har ventet på dette øjeblik hele mit liv, sagde en glad Oscar Fisker Mølgaard til Seattle Krakens sociale medier efter sejren i Chicago.
Han blev også spurgt om, hvordan det var at debutere for øjnene af sin familie.
- Det er urealistisk. Det var en stor begivenhed for os alle. De har været der hele mit liv og har en stor andel i det her, så jeg var glad for, at de var her.
Kanal Frederikshavn har talt med Oscar Fisker Mølgaards far, Lars Mølgaard.
- Vi er så glade for, at vi nåede frem, så vi kunne dele denne milepæl med Oscar. En drøm er gået i opfyldelse, og det var en fantastisk kulisse til en debut - og så oven i købet med både sejr og point. Så bliver det ikke meget bedre, og vi er meget glade på Oscars vegne, siger Lars Mølgaard.
Oscar Fisker Mølgaard mor, Trine Fisker, og lillebror, Anton Fisker, som spiller på FIK's U18-hold, var også på plads i United Center i Chicago, hvor der var 18.170 tilskuere.
Seattle Krakens cheftræner, Lane Lambert, roser danskeren.
- Jeg kunne lide ham. Han var god og ansvarlig. Det var dejligt at se ham få sit første NHL-point med sin familie på tilskuerpladserne. Fantastisk.
Oscar Fisker Mølgaard er født 18. februar 2005. Samme dag var hans far rejst med FIK til Rungsted, hvor FIK skulle spille første kvartfinale mod Nordsjællands Cobras. Mølgaard måtte dog haste hjem inden kampen og nåede lige frem til sin søns fødsel. To dage efter medvirkede den nybagte far i Danmarks længste ishockeykamp, da FIK vandt i syvende periode over Nordsjællands Cobras på et mål af Radim Piroutek.
Lars Mølgaard var en særdeles målfarlig forward i FIK og White Hawks i perioden fra 1999 til 2006.





































