Stor interesse for åbningen af De Glemte Broer i Sæby
På kort tid er De Glemte Broer i Sæby gået fra tegnebrættet til at tiltrække gæster på tværs af Nordjylland, og interessen vokser dag for dag. Allerede nu har mere end 220 deltagere tilmeldt sig den officielle indvielse søndag 7. juni kl. 10.00, hvor den nye fem kilometer lange vandrerute åbner mellem Sæbygaard Slot og Sæby Havn.
Blandt de tilmeldte er der gæster fra hele regionen, fra Thisted til Frederikshavn og fra Aalestrup til Aabybro.
De Glemte Broer er Nordjyllands nyeste vandrerute: Her går man gennem den oprindelige bøgeskov langs Sæby Å via broer, der har båret barneben og Danmarkshistorie gennem én af Danmarks 16 mest bevaringsværdige købstadsmiljøer ifølge Kulturministeriets ekspertpanel fra 2025.
Undervejs på ruten åbner fortællingerne sig.
- Vi mærker tydeligt, at vi som mennesker søger noget ægte. Noget, man kan mærke. De Glemte Broer er ikke bare en gåtur, det er en autentisk oplevelse, hvor natur, historie og nærvær smelter sammen. At mennesker allerede nu kommer langvejs fra for at opleve ruten, siger noget om det potentiale, projektet rummer, og det glæder os, fortæller Esben Thomsen.
Han er med i arbejdsgruppen bag projektet. Gruppen består af 10 frivillige, som er organiseret under Sæby Erhvervsforening.
Projektet blev første gang testet som koncept i september sidste år, hvor mere end 250 deltagere gik ruten sammen. Her stod én kommentar særligt tilbage hos arbejdsgruppen:
- Tak fordi I har hjulpet mig med at genopdage min by, sagde en deltager.
Netop dén følelse er blevet selve hjertet i projektet, som er en vandring i tiden stille fodspor.
Indvielsen finder sted på pladsen foran Sæbygaard Slot, hvor borgmester Jon Andersen officielt klipper den røde snor. Herefter sendes deltagerne afsted i mindre grupper med små overraskelser undervejs. Af denne årsag kræver arrangementet tilmelding, men er gratis at deltage i.
Tilblivelsen er blevet til takket være donationer fra Nordjyske Bank, Sparekassen Danmark, Nord Energi Fonden, Kim Staal, Bouet Skilte og Nordjysk Pladeteknik i tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune og Sæbygaard Skov.
Læs mere og tilmeld dig her.




































