Stor politiaktion i dag: 17 personer anholdt fra tidlig morgen til middag
I en større aktion i dag fra tidlig morgen til middag har Nordjyllands Politi anholdt 17 personer, som skylder penge til det offentlige eller har privat gæld.
Der var tale om en koordineret indsats, som skete i et samarbejde mellem Nordjyllands Politi og Fogedretten i Hjørring. Politiet kørte rundt i kassebiler, mens to fogeder sad klar på politigården i Frederikshavn.
- Det er uheldigt, at vi skal bruge en masse ressourcer på at køre rundt til skrøbelige mennesker, som er havnet i en situation, hvor de ikke kan bunde, men behovet er der, og det kan meget vel tænkes, at vi fortsætter indsatsen. Derfor anbefaler jeg folk med gældsproblemer til at selv at kontakte Fogedretten, inden vi henter dem, siger politikommissær Michael Karstenskov.
De 17 anholdelser i dag fandt sted i Frederikshavn Kommune og Brønderslev Kommune. Nogen fik besøg af politiet på hjemadressen, mens andre fik en ubehagelig overraskelse på deres arbejdsplads.
Ud over de 17 anholdte valgte fem personer at køre frivilligt til politigården i Frederikshavn og lave en aftale med fogeden.
De 22 personer er indblandet i samlet 30 sager, hvor gælden varierer fra nogle få tusinde kroner til flere hundrede tusinder kroner.
Den yngste af de anholdte er 22 år, mens den ældste er 75 år. Det var både kvinder og mænd, som blev anholdt.