Gå til hoved-indhold
25. februar 2026 - kl. 14.02

Strandby Tornados Girlpower udvider trænerstaben

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Mikkeline Olesen og Tascha Fuglsang indtræder begge i trænerteamet bag Tornados Girlpower, da klubbens nuværende trænerduo, Jane Adelbøg og Kamilla Adelbøg, ønsker at trække sig for en periode, begge grundet barsel.

- Vi har været utroligt heldige med, at Mikkeline og Tascha, med kort varsel og midt i floorballsæsonen, har takket ja til at overtage opgaven. Vi ser Mikkeline og Tascha som meget kompetente og dygtige floorballspillere, som vi er sikre på, kan videreføre og udbygge Jane og Kamillas flotte arbejde under vores relativt nye Girlpower-koncept. Vi er meget glade for, at Tornados' floorballpiger i ungdomsrækkerne hermed har fået to kvindelige rollemodeller yderligere at spejle sig i samt suge inspiration og erfaring fra, lyder det fra Tornados' formand, Kim Frillerhøj.

Mikkeline og Tascha har allerede deltaget ved seneste træningspas, hvor de blev introduceret for Girlpower-spillerne, og ved kommende træning allerede på fredag er det Mikkeline og Tascha, som har overtaget roret.

Tornados Girlpower er overskriften for Strandby Tornados' koncept for træning målrettet pigespillere i ungdomsrækkerne, hvor ekstra træningspas, indtil videre cirka hver tredje uge, kun med deltagelse af pigespillere, skal motivere, fastholde, udvikle og tiltrække pigespillere samt tilbyde et fællesskab og træningsmiljø, man som pigespiller til tider måske kan savne lidt i en sport, der mangler flere pigespillere.

- Vi vil derfor samtidig gerne opfordre alle piger i alderen 7 år og opefter til at komme og deltage i Girlpower-træningen. Girlpower er et gratis tilbud til alle piger, der ønsker at benytte sig af det, uanset om man allerede er medlem af Tornados Floorball, overvejer at blive medlem, eller bare har en sund interesse for floorball og fællesskab i forbindelse hermed, udtaler Kim Frillerhøj.

Er du interesseret i Girlpower-floorball, møder du bare op i Strandby-hallen, som ligger lige ved siden af Strandby Skole, til de allerede planlagte træningspas, som for resten af indeværende sæson ligger på følgende fredage: 27. februar, 13. marts, 10. april, 1. maj og 22. maj. Alle dage fra kl. 18.15 til 19.45.

Vi har i forbindelse med tiltrædelsen bedt Mikkeline og Tascha kort præsentere sig selv:

 

Mikkeline Olesen startede til floorball, da hun var seks år. Hun har spillet hele sin ungdom i Frederikshavn. Derudover har hun været en del af U19-landsholdet i tre år, hvor hun har deltaget i to VM-slutrunder. På klubplan har hun vundet både DM- og pokalguld flere år i træk.

- Jeg har valgt at takke ja til denne træneropgave, fordi jeg stadig har stor glæde ved sporten og ønsker at give min erfaring og viden videre. Samtidig ved jeg, hvor vigtigt det er at skubbe pigefloorball frem i Danmark og skabe mere fokus på pigerne i sporten. Jeg håber at kunne gøre en positiv forskel for pigerne i klubben og forhåbentlig få flere piger med ind i sporten, siger hun.

Tascha Fuglsang har spillet floorball, siden hun var otte år i Frederikshavn. På landsholdsplan har hun været en del af U19-kvindelandsholdet fra det igen blev aktuelt og frem til U19-VM i 2022. Derudover har hun repræsenteret Dame A-landsholdet ved VM i Singapore i 2023. Ligesom Mikkeline har hun været med til at vinde både DM- og pokalguld med Frederikshavn Blackhawks flere år i træk, senest i 2025.

- Jeg har valgt at takke ja til denne mulighed, da det lyder som et spændende projekt – særligt for pigefloorball – og fordi jeg stadig brænder for sporten.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...