Strandby Tornados satser stort på U19 i den kommende sæson
Når den kommende floorballsæson skydes i gang i Strandby efter sommerferien, bliver det for første gang med eget U19-hold.
Floorballholdet kommer primært til at bestå af en grundstamme af spillere fra denne sæsons U17-hold, krydret med et par talenter udefra. Trænerteamet forbliver også det samme med Mark Reinert som cheftræner og Kris Jensen som assistenttræner.
Begge trænere har store forventninger til holdet, da det er et hold, som har udviklet sig meget i denne sæson, og hvor seriøsitet, kampgejst og holdånd spiller en vigtig rolle.
Da den kommende U19-række formentlig bliver med få hold, stiller Strandbys drenge også op i divisionsrækken, og samtidig bliver holdet klubbens repræsentant i pokalturneringen.
- På denne måde får de unge spillere i Tornados en stor mulighed for at få en hel del kampe på et højt niveau i den kommende sæson. Derudover har trænerteamet også planer om en træningslejr til Strandby Tornados' venskabsklub i Sverige i starten af sæsonen, hvor fokus vil være udvikling og teambuilding, oplyser bestyrelsesmedlem Brian Klemmensgaard, Strandby Tornados.




































