Strandet kaskelothval på 13,7 meter er død - folk strømmer til området
Den strandede hval syd for Ålbæk er en kaskelothval, som er 13,7 meter lang. Det oplyser Naturstyrelsen til TV2 Nord. Folk strømmer til området og bruger hovedvejen som parkeringsplads.
Ifølge Carl Kinze, der er specialist i hvaler, er der ikke set en strandet kaskelothval i Danmark siden 2016.
- Derfor er det jo lidt specielt, men vi har haft masser af strandinger før, og området deroppe er ikke særligt, det er et meget typisk område, fortæller han til TV2 Nord.
Carl Kinze vurderer, at hvalen er død.
- Det er bølgeslaget, der gør, at det ligner, den bevæger sig, men jeg tror, det snyder, siger han.
Det bekræfter amatørfotograf Henning Larsen, som søndag formiddag taget flere billeder af den strandede kaskelothval. Han er overbevist om, at hvalen var død, inden den strandede syd for Ålbæk.
Han er langt fra den eneste, som besøger området i dag. Hovedvejen syd for Farm Fun er nærmest forvandlet til en parkeringsplads, så der er grund til at køre forsigtigt på denne strækning.







































