Succesvirksomhed 2025: Spar Nord og BDO hylder det lokale erhvervsliv
I september sætter Spar Nord og BDO igen fokus på det lokale erhvervsliv i Frederikshavn Kommune, når erhvervsprisen Succesvirksomhed 2025 uddeles til en række små og mellemstore virksomheder, der har udmærket sig med stærke og stabile resultater over en længere årrække.
- Det er virksomheder, der har bevist, at vedholdenhed og dygtighed betaler sig. Vi ser det som en vigtig opgave at anerkende dem, der ikke nødvendigvis gør mest væsen af sig, men som år efter år skaber vækst, arbejdspladser og værdi for lokalområdet, udtaler Anders Krøgh, afdelingsdirektør i Spar Nord Frederikshavn.
Prisen gives til virksomheder, der gennem de seneste fem år har leveret kontinuerlig vækst og solide finansielle resultater. Det er med andre ord en hyldest til det lange, seje træk – og til dem, der har formået at navigere i både med- og modvind.
Kim Christensen, Senior Director i BDO, supplerer:
- Succesvirksomhed 2025 er ikke bare en pris – det er en anerkendelse af den indsats, der ligger bag tallene. Vi ser både gengangere og nye navne på listen i år, og det vidner om en stærk og dynamisk erhvervsstruktur i Frederikshavn Kommune.
Prisoverrækkelserne finder sted i løbet af september, og der er lagt op til en række festlige og inspirerende begivenheder, hvor virksomhederne får den anerkendelse, de fortjener.