Gå til hoved-indhold
22. november 2022 - kl. 00.11

Thomas S. Jensen forlader Konservative Folkeparti

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
    - Jeg meldte mig ud af partiet i lørdags. Jeg har brug for at vende skråen og tænke mig om, siger Thomas Strauss Jensen.
Af: Michael Frederiksen

Det Konservative Folkepartis opbakning til at sige nej til Royal Run i Frederikshavn Kommune får nu Thomas Strauss Jensen til at forlade partiet. Det oplyser han til Kanal Frederikshavn.

Thomas Strauss Jensen er partiets 1. suppleant til Frederikshavn Byråd, ligesom han var bestyrelsesmedlem i Det Konservative Folkeparti i Frederikshavn Kommune.

- Jeg meldte mig ud af partiet i lørdags. Jeg har brug for at vende skråen og tænke mig om, siger Thomas Strauss Jensen.

I den forgangne uge medvirkede han i en artikel og skrev et indlæg på Kanal Frederikshavn, hvor han i klare vendinger gav udtryk for, at han var utilfreds med, at partiets gruppeformand, viceborgmester John Lamp Henriksen, var med til spænde ben for afviklingen af Royal Run i Skagen i 2023.

"Det, som det Konservative Folkeparti gik til valg på i Frederikshavn Kommune, var at styrke erhvervslivet og øge turismen fra Skagen i nord til Voerså i syd. Set ud fra disse punkter ser jeg, at vores byrådsmedlem og gruppeformand (John Lamp Henriksen, red.) er gået imod sit partis fællesmål om at forbedre turismen i kommunen", lød det blandt andet fra Thomas Strauss Jensen.

Uden for referat besluttede et enigt Økonomiudvalg i maj at takke pænt nej tak til muligheden for at få Royal Run til Frederikshavn Kommune i maj 2023. Ifølge Thomas Strauss Jensen er den beslutning forkert.

- Jeg har forståelse for, at vi lever i en sparsom/hård tid, hvor hver en krone bliver vendt. Når det så er sagt, finder jeg Royal Run i Skagen som en ære, men også som en investering i vores kommune, som kunne have bidraget med positiv omtale og givet os noget tilbage på sigt, vurderer Thomas Strauss Jensen.

Han anser sin udmeldelse af partiet som "midlertidig", det vil sige, at han håber igen på et senere tidspunkt at kunne kalde sig medlem af Det Konservative Folkeparti.

- Jeg vil meget gerne være med til at føre borgerlig, konservativ politik, siger Thomas Strauss Jensen.

Han konstaterer med tilfredshed, at han har modtaget mange positive tilkendegivelser fra folk, som er enige i hans synspunkter.

- Det er forkasteligt, at Royal Run ikke kommer til Skagen, siger flere til mig, og det er jeg selvfølgelig glad for at høre.

Med Thomas Strauss Jensens farvel til partiet, overtager Per Allerup pladsen i bestyrelsen. Thomas Strauss Jensen bevarer til gengæld sin position som Det Konservative Folkepartis 1. suppleant i Frederikshavn Byråd. Sådan er reglerne.

For nogle år siden fik Lars Oldager plads i byrådet som 1. suppleant for Dansk Folkeparti. Han var dog i mellemtiden skiftet til Socialdemokratiet, så det var borgmester Birgit S. Hansens parti, der fik glæde af DF-suppleanten.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...