Gå til hoved-indhold
15. august 2025 - kl. 10.08

Thorshøj Idrætsbørnehus er en del af lokalsamfundets rygrad

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af  Bestyrelsen i Thorshøj Idrætsbørnehus

Bestyrelsen i Thorshøj Idrætsbørnehus har skrevet dette indlæg: Til Børne- og Ungdomsudvalget Frederikshavn Kommune. Det er med dyb undren at vi, den ansvarlige bestyrelse for Thorshøj Idrætsbørnehus, erfarer, at der på dagsordenen er forslag om at opsige driftsoverenskomsten og dermed lukke vores velfungerende institution.

Vi ønsker at give udvalgets medlemmer en kort introduktion til børnehuset. Thorshøj Idrætsbørnehus er et lille og overskueligt sted, hvor tryghed for det enkelte barn er altafgørende. Vores personale er fast tilknyttet huset og flyttes ikke rundt på forskellige adresser. Det betyder, at børnene møder de samme voksne dag efter dag fra de starter i vuggestuen, til de siger farvel, når SFO’en ikke længere er en mulighed. Det skaber en ro og kontinuitet, som mange forældre netop vælger os til for.

Efter en periode med lavere børnetal, som har præget hele kommunen, oplever vi nu fremgang, hvilket vi opfatter som positivt for området. Pr. 1. september er der indskrevet 12 børn i vuggestuen, 14 i børnehaven og 12 i SFO’en, som vi driver i samarbejde med Bødkergården.

Børnehuset er etableret i 1993 som et resultat af et utroligt lokalt sammenhold. Der blev lagt utallige timer og masser af frivillig arbejdskraft i at få huset bygget og foreningen etableret. Det var et lokalsamfund, som viste omverdenen, at for indbyggerne i de små samfund, er det ikke tilstrækkeligt at betale den pålignede skat til fællesskabet for at opnå samme service, som indbyggerne i de større byer. Nej, ville man have denne service måtte man selv kæmpe for den. Denne indstilling har båret børnehuset igennem medgang og modgang i de forløbne år.

Bestyrelsesformand, Jette Hansen fortæller: "Thorshøj Idrætsbørnehus er ikke bare en institution, det er derimod en del af lokalsamfundets rygrad, og grunden til, at vi som forældre kan køre på arbejde med ro i sindet morgen efter morgen. Fordi vi ved, at vores børn er i trygge hænder hos et stærkt team af pædagoger, som vi har kendt siden, vores børn startede i vuggestue. Det er ikke noget, man kan flytte til et andet sted og få på samme måde."

Det er derfor svært at forstå, at når der skal spares, rammer nedskæringerne ofte netop de steder, hvor beboerne har kæmpet mest for at bevare deres lokale tilbud. Samtidig hører vi ofte politikere tale varmt om vigtigheden af at styrke de små lokalsamfund – men handlingen viser desværre det modsatte, når den smule service, vi har tilbage, trues.

Vi tror på, at nærheden og de hjemlige rammer er en afgørende årsag til, at nogle familier kører helt fra Sæby og Understed for at få deres børn i vores idrætsbørnehus. Her får børnene en tryg og naturlig overgang fra vuggestue til børnehave og videre til SFO, og her er plads til alle – både i hverdagen og, næsten vigtigst af alt, i fællesskabet. Vores hverdag rummer oplevelser som ture, teaterforestillinger, kolonier og busture, og vi har altid fokus på det enkelte barns trivsel og udvikling. Det faste medarbejderteam sikrer genkendelige og trygge rammer, mens den hjemlige atmosfære, med morgenener med duften af friskbagte boller, giver følelsen af at være derhjemme.

"Når et barn løber ind ad døren om morgenen, bliver det mødt af mennesker, der kender barnets navn, dets familie og dets små særheder. De voksne ved, hvem der har haft en dårlig nat, hvem der har mistet en tand, og hvem der lige har lært at cykle - dét er omsorg, fællesskab og barndom, og det kan man ikke flytte uden at miste noget dyrebart", understreger bestyrelsesmedlem, Camilla Hjortholm.

Vi er overbeviste om, at den relativt lille besparelse, der her er tale om, sagtens kan findes på en mere retfærdig måde.

Af dagsordenen fremgår det, at vores børn ”kan rummes i Hørby og Østervrå - muligvis med behov for udvidelse af vuggestue i Østervrå”. Vi vil gøre opmærksom på, at der ikke er nogen grund til at ”rumme” børnene andre steder, end hvor de i øjeblikket ”rummes”. Dette sprogbrug minder mest af alt om en fjerkræavler, som kan rumme en flok turbokyllinger i en alternativ stald.

Vi forstår ikke, hvorfor dette forslag i det hele taget kommer på dagsordenen. Vi går ud fra, at formanden har fingeren på pulsen, og på forhånd er klar over, at det ikke kan samle flertal. Det er derimod nærliggende at tro, at det er en bevidst handling for at så tvivl om vores levedygtighed blandt kommende brugere og dermed få dem til at vælge os fra. I så fald kan vi ikke forestille os, at dette vil lykkes.

Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde om vores børn – enten som nuværende puljeinstitution, eller hvis udvalget tvinger os, under en anden konstruktion.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...