Tidligere elev fra FilmMaskinen på Cannes Filmfestival med kortfilm
Simon Pedersen, som har været elev på FilmMaskinens FGK-forløb i Frederikshavn, er lige vendt hjem fra Cannes Filmfestival, hvor han har deltaget i konkurrencen med kortfilmen "Måske i marts", som han har lavet lydarbejde på.
Netop lyden har haft en særlig rolle i produktionen, og Simon Pedersen har været med i samarbejdet med instruktøren på filmen helt fra starten for at indarbejde lyden i historien, hvor en diktafon blandt andet er et bærende element i filmen.
- Cannes er et meget spændende og intenst sted, hvor man kan møde mennesker, man idoliserer og lige pludselig have en samtale med dem, siger Simon Pedersen.
I weekenden var han tilbage i Frederikshavn for at undervise de nuværende elever på FGK i lyd og optagelse af lyd. Han havde selskab af filmfotografen Eric Witzgall, der har undervist i lyssætning og filmstil, så eleverne bliver klædt teknisk og kunstnerisk på til, at de skal på set til sommer i deres grupper.
- Det føles dejligt at være tilbage og få lov til at give noget videre, især når man har nogle elever, hvor man kan mærke, at de brænder for det og tager det til sig. Det er jo også et dejligt perspektiv at huske på, hvor det er, man kommer fra, udtaler Simon Pedersen.
FilmMaskinens FGK-hold er et fællesskab for unge kreative, der vil noget med film, samarbejde og historiefortælling. Deltagerne er i alderen 17-25 år. Næste hold starter i januar 2026.
Læs mere på www.filmmaskinen.dk.