Tillad det uperfekte og lær noget "unyttigt": - Vi kalder det folkeoplysning
Så er det august, og det betyder, at det er helt ok at tænke aftenskole igen. Skoleleder Kirsten Højrup, FOF Vendsyssel, er klar med mange spændende tilbud.
- Se de mange tilbud her og vælg, mens der er plads på lige det, du ønsker dig. Der er masser af det, du kender og glæder dig til, og der er også nyt til dig fra din aftenskole. Nye kurser med nye undervisere, nye kurser med kendte undervisere, nye emner, nye steder og meget andet godt, lover Kirsten Højrup.
Er du socia-cool? Altså går du ind for fællesskab? Så er du landet det rigtige sted. Folkeoplysning er for alle, og alle kan være med.
- På tværs af alder, køn og meget andet, mødes vi til pilates, yoga, mad, kreativitet, sprog og musik og meget mere. Vi mødes, fordi vi har en fælles interesse. Vi mødes i din aftenskole - også om dagen. Vi går til noget, hvor vi bliver klogere, sundere og gladere - sammen, siger Kirsten Højrup.
Har du brug for kurser med særlige hensyn? FOF Vendsyssel er for alle, og kurser med særlige hensyn hedder specialhold.
- På hensyntagende specialhold er der færre deltagere, og kurser tilrettelægges efter deltagernes fysiske udfordringer og så videre. Der bliver lavet skånsomme øvelser og taget særligt hensyn, så der ikke sker overbelastninger. For dig, der har særlige udfordringer, tilbyder vi blandt andet kurser til kræftramte, osteoporoseramte eller skånsom træning af hofter og knæ. Det handler om, at alle skal kunne være med, fortæller skolelederen.
Hvis du tænker, at det er svært at vide, om det dér yoga eller salsa er noget for dig, så har FOF Vendsyssel en række gratis intro-tilbud, hvor du kan tilmelde dig og afprøve en bevægelsesform, møde en underviser og så videre.
- På den måde kan du få et godt indtryk af, om det lige er noget for dig - også selv om du vælger at gå på et andet yoga-hold med en anden underviser i en anden by, udtaler Kirsten Højrup.
Hun opfordrer folk til at tillade det uperfekte og lære noget "unyttigt".
- Vi kalder det folkeoplysning, og det holder hele vejen. Folkeoplysning er at stå for noget, så du kan gå til noget. Brug den fantastiske mulighed det er at dyrke din interesse sammen med andre. Og de bedste lærere er selvfølgelig FOF-lærere. Se inspiration til en aktiv og kreativ fritid med alt det, som de mange FOF-lærere byder på hos din aftenskole www.fof-vendsyssel.dk, lyder det fra Kirsten Højrup.