Tørstig Torsdag i Vineonline: En hyggelig og uformel vinsmagning
Torsdag 4. juni har Vineonline på Højrupsvej 57A i Frederikshavn premiere på Tørstig Torsdag. En hyggelig og uformel vinsmagning, som fremover vil blive afholdt første torsdag i hver måned.
- Tørstig Torsdag er vores hyggelige og uformelle vinsmagning, som vi holder den første torsdag i hver måned. Her handler det ikke om at være ekspert – du kommer bare, som du er. Fra kl. 15.00 til 17.00 åbner vi op for et par timer med god stemning, hvor du kan smage vin, øl og bobler. Det hele er frit valg til kun 50 kroner, så du kan gå på opdagelse i det, som du har lyst til, siger Anders Roulund fra Vineonline og tilføjer:
- Der er masser af tid til snak, hygge og at møde andre, der også er glade for vin. Vi deler røverhistorier fra vinens verden og giver dig mulighed for at smage vores nyheder og de vine, vi måske overvejer at tage hjem.
Hver gang rundes Tørstig Torsdag af med en sjov blindsmagning, hvor man er med i en konkurrence.
- Kort sagt er Tørstig Torsdag en uformel eftermiddag med netværk, hygge og noget for enhver smag, understreger Anders Roulund.




































