Gå til hoved-indhold
05. oktober 2026 - kl. 12.10

Togkampagne med guidede vandreture skal trække naturelskere til Frederikshavn Kommune

  • 1 af 3
    Foto: Nordjyllands Trafikselskab
  • 2 af 3
    Foto: Kjetil Løeite
  • 3 af 3
    Borgmester Jon Andersen hilser på formand for Kvissel Borgerforening, Lajla Villumsen.
Af: Michael Frederiksen

Vandreture med lokale guider, som kan fortælle om det helt særlige landskab, vandreruten ligger i. Det er efterårets tilbud til naturhungrende togrejsende til og i Frederikshavn Kommune.

Tilbuddet er en del af kampagnen "Naturen tæt på toget", som er et samarbejde mellem Destination NORD, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Frederikshavn Kommune.

Kampagnen dækker Nordjylland fra Skørping i syd til Skagen i nord for at inspirere dem, der allerede bor tæt på toget, til at hoppe ombord og udforske naturen i Danmarks nordligste kommune.

Konkret kan besøgende melde sig til fire forskellige vandreture hen over efteråret fra stationerne Kvissel, Strandby, Aalbæk, Frederikshavn og Bunken.

Den første guidede vandring udgik fra Kvissel Station 19. september, og med 40 deltagende var interessen for at deltage så stor, at et ekstra vandrehold måtte stables på benene.

Bygger videre på godt samarbejde
NT er godt tilfredse med, at kampagnen har fået flere til at se toget som udgangspunkt for nye naturoplevelser.

- Hos NT sætter vi stor pris på initiativer, hvor toget naturligt supplerer de gode oplevelser i Nordjylland, siger leder for Marketing og Kommunikation hos NT, Sarah Guldhammer, og hun fortsætter:

- Med kampagnen "Naturen tæt på toget" bygger vi videre på et godt samarbejde fra sidste år og gør det nemt og bekvemt for både borgere og besøgende at komme ud og opleve vores region.

I Frederikshavn Kommune er borgmester Jon Andersen også godt tilfreds med, at kommunens små stationsbyer er i centrum for kampagnen:

- Jeg glæder mig over, at vi har fået et godt samarbejde op at køre med Destination NORD og NT omkring at bruge vores stationsbyer som afsæt for at opleve alle kroge af vores skønne natur. Og med de guidede ture får vi et endnu større lokalt engagement i at vise vores område frem. Jeg håber, at mange fortsat vil se toget som det oplagte og mere bæredygtige valg til at komme ud på nye eventyr, siger han.

Turister vil have unikke oplevelser
Turisterne efterspørger i stigende grad oplevelser, som kombinerer naturoplevelser med lokal kultur og unikke oplevelser. Det fortæller projektleder Peter Kvistgaard fra Destination NORD:

- Tæt på toget er et stærkt eksempel på den måde, som vi i Destination NORD gerne vil arbejde med lokal turismeudvikling på. Vi støtter med midler til events, og vi skaber hele markedsføringsplatformen sammen med NT. Vi kan se, at mange mennesker gerne vil ud i naturen, og at de events, som vi tilbyder i september og oktober, skaber interesse hos mange mennesker, siger Peter Kvistgaard og tilføjer:

- Mange af vores turister giver også udtryk for, at de gerne vil ind under huden på den lokale kultur, og de guidede vandringer giver dem god mulighed for at opleve et smukt naturområde set gennem en lokal ildsjæls øjne.

På EnjoyNordjylland.dk findes en oversigt over vandreruter, forslag til dagsture og guides med seværdigheder undervejs. Derudover kan man finde mere information om de fire guidede vandreture og hvordan, man tilmelder sig.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...