Tophold fra Frederikshavn skuffede i udekamp mod bundhold
I søndags kørte bowlingspillerne fra Stars & Strikes fra Frederikshavn til Hobro for at spille kamp mod HIK-bowling, som ligger i bunden af 2. division. På papiret var Stars & Strikes favoritter, men et afbud fra en skadet spiller kombineret med en udfordrende olieprofil og et modstanderhold, som spillede langt bedre, end de selv havde forventet, resulterede i en pointdeling.
Startopstilling for Stars & Strikes:
Kim Walther Nielsen og Thomas Mølholt (double 1).
Claus Jørgensen og Rasmus Hansen (double 2).
Niels Kr. Skov Pedersen og Thomas G. Larsen (double 3).
Jens V. Thomsen var reserve.
Allerede under opvarmningen var det tydeligt, at olieprofilen ville tage et stykke tid at afkode. I kampens første tre serier var det kun double 1, som kunne vælte nok kegler til at tage point fra HIK-bowling. Det lykkedes endda Thomas Mølholt at score 222 i tredje serie. Halvvejs i kampen var Stars & Strikes kommet bagud 6-18 og havde væltet 229 kegler mindre end hjemmeholdet.
Hvis ikke der kom mere fart i pointhøsten, ville forspringet i den samlede stilling hurtigt blive formøblet. Derfor var det glædeligt at se, at flere af spillerne havde afkodet olieprofilen i starten af fjerde serie. Samtidig mistede HIK-bowling pusten og gik ned i antal væltede kegler. Det lykkedes Stars & Strikes at vende kampen fuldstændigt på hovedet og hente 18 point hjem i kampens sidste tre serier, hvormed kampen endte uafgjort 24-24.
Samlet keglefald blev på 6.531 mod HIK-bowlings 6.530. Stars & Strikes var faktisk tæt på at vinde kampen, men én af modstanderne satte en række strikes sammen i slutningen af sjette serie, så HIK-bowling vandt den ene double med 22 kegler. Der var også flere høje scorer i kampens anden halvdel: Kim Walther Nielsen (233), Thomas G. Larsen (227) og Thomas Mølholt (223 + 217).
Kampens spiller blev Claus Jørgensen, som måtte tilpasse sig hele tre forskellige doublemakkere i løbet af kampen, hvor der var godt gang i udskiftningerne.
Sådan spillede holdet:
Thomas Mølholt (1.201 kegler over 6 serier – snit på 200)
Kim Walther Nielsen (1.173 kegler over 6 serier – snit på 196)
Thomas G. Larsen (1.129 kegler over 6 serier – snit på 188)
Rasmus Hansen (887 kegler over 5 serier – snit på 177)
Claus Jørgensen (1.037 kegler over 6 serier – snit på 173)
Jens V. Thomsen (486 kegler over 3 serier – snit på 162)
Niels Kr. Skov Pedersen (618 kegler over 4 serier – snit på 155)
Med det uafgjorte resultat fastholder Stars & Strikes førstepladsen i 2. division, men forspringet ned til ST på andenpladsen er skrumpet ind til 22 point. Næste kamp er på hjemmebane mod BK Skive søndag 1. februar kl. 12.00 i Terminalen1 i Skippergade.




































