Topvirk hjælper med at vedligeholde julebelysningen i Frederikshavn
Det kræver et stort arbejde at vedligeholde Frederikshavns julebelysning. I den forbindelse samarbejder handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK med Topvirk og Sparekassen Danmark.
Julen koster mange penge, og byprojekt julebyen er uden sammenligning FREDERIKs største satsning. Foreningen overtog driften fra Frederikshavn Kommune tilbage i 2015. Juleudsmykningen er gennem et årti udviklet med nye oplevelsespunkter og løbende opgraderinger med nye kæder.
Vind og vejr er hårdt ved juleudsmykningen, og med tiden skal de tusindvis af energipærer/LED skiftes, og det kræver et stærkt lokalt samarbejde, hvor FREDERIK i år har fået hjælp af dygtige kursister fra Topvirk og Sparekassen Danmarks lokale opbakning.
- Mange meter kæder er afmonteret, så julekurvene og julekugler kan genbruges ved montering af godt 900 meter nye LED-kæder. Dermed er byens juleudsmykning i 2025 opgraderet via et godt samarbejde og genbrug af kurvene. Kurvenes tusindvis af julelys stråler om kamp med børnenes øjne og spreder julestemning i Søndergade, Havnegade og Lodsgade, fortæller handelschef Dan Kobberup og tilføjer:
- Vi er taknemmelige for og sætter stor pris på opbakningen fra vores medlemmer samt fra erhvervsforeningen, og når Sparekassen Danmark samtidig har bakket julebyen op i år, er det lykkedes via et tæt samarbejde mellem byens socialøkonomiske virksomhed Topvirk, Sparekassen Danmark og FREDERIK at opgradere de 30 julekurve.
Topvirk er en socialøkonomisk virksomhed, der blandt andet beskæftiger mennesker, der er bevilget et fleksjob. Så når du bruger Topvirk, er du socialt ansvarlig, og du styrker dermed det rummelige arbejdsmarked og din CSR-Profil. Topvirk specialiserer sig i at finde individuelle løsninger til dig eller din virksomheds behov. Har du brug for hjælp til en opgave, skal du bare kontakte Topvirk.
FREDERIK er byens handels- og virksomhedsforening, som gennemfører oplevelser i byrummet hele året - både egne Open By Nights og i samarbejde med andre aktører begivenheder indenfor kultur, sport, events, forenings- og fritidslivet. FREDERIK drifter ligeledes byens juleudsmykning og det populære elektroniske gavekort, der årligt generer omsætning på over 6,5 millioner kroner på Læsø, i Sæby og Frederikshavn. FREDERIKs indtægter kommer fra markedsføringsbidrag fra over 165 medlemmer og en bred lokal opbakning er essentiel for byens udvikling, og FREDERIK arbejder ud fra devisen – sammen skaber vi kundeoplevelser i byrummet.







































