Gå til hoved-indhold
30. juni 2023 - kl. 11.06

Tordenskiolds By ved Krudttårnet åben fra 1. til 16. juli

  • 1 af 1
    Når du har betalt entre én gang, gælder den hele perioden - altså fra 1. til 16. juli - og yderligere til Krudttårnet, som har åbent helt til 6. august.
Af: Michael Frederiksen

Tordenskiolds By åbner i morgen - lørdag 1. juli - ved Krudttårnet i Frederikshavn. Her kan børn og voksne alle dage frem til og med 16. juli glæde sig til en spændende historisk opsætning med 10 nye og sjove aktiviteter. Der er selvfølgelig også mulighed for at købe mad og drikke.

Alle børn får ved indgangen udleveret en lille "soldaterbog". Man får et stempel i bogen, hver gang man har gennemført en af de 10 aktiviteter.

De nye aktiviteter blev testet for fire uger siden i Göteborg i forbindelse med fejringen af Göteborgs 400-års jubilæum, og at dømme på reaktionerne fra børn og voksne i Sverige er der al mulig grund til at besøge Tordenskiolds By i Frederikshavn.

- Der er ingen tvivl om, at der venter børnene nogle skønne timer ved Krudttårnet. Det konstaterede vi i Göteborg, hvor vores aktiviteter var særdeles velbesøgte. Vi har selvfølgelig også gode tilbud til forældre og bedsteforældre, lover Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold.

I fiskehuset serveres stegte tørrede jyder og fiskefrikadeller, Löwendahls Gallej sælger grillede pølser, pandekager, sodavand, fadøl, vin med mere, og Døde Anders tilbyder bålstegte Arme Riddere.

Alle dage kl. 14.00 er der salut ved Krudttårnet, som i forbindelse med Tordenskiolds By er åbent. Her kan gæsterne høre mere om Krudttårnet.

De tre lørdage i åbningsperioden - 1., 8. og 15. juli - er der vagtparade fra Krudttårnet til Tordenskioldstatuen på Fisketorvet i gågaden. Vagtparaden saluterer på Fisketorvet kl. 12.00. To timer senere er der artilleri-opvisning ved Krudttårnet. Fladstrands Artillerie viser kanonskydning mellem fregat og Krudttårnet.

Tordenskiolds By er åben alle dage fra kl. 11.00-15.00. Prisen for børn og unge er 50 kroner. Voksne skal betale 100 kroner. Når du har betalt entre én gang, gælder den hele perioden - altså fra 1. til 16. juli - og yderligere til Krudttårnet, som har åbent helt til 6. august.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...