Torsdag: Jensen Jordbær åbner for salg af jordbær
Dadaaaa. Torsdag kl. 13.00 åbner Jensen Jordbær på Hestvangvej mellem Understed og Karup for salg af sæsonens jordbær. De er plukket og prøvesmagt, og den idylliske gård emmer af sommerstemning.
- Vi har selvfølgelig tyvstartet og smagt på varerne, og jeg lover, at de er super gode. Kvaliteten og friskheden er i top, siger Charlotte Fredborg Jensen fra Jensen Jordbær.
Jordbærrene er af sorten Rumba, og man kan også købe frisk opgravede kartofler, lækre og friske asparges samt rabarber.
- Jordbærrene er plukket, og omkring Sankt Hans åbner vi for pluk-selv. I weekenden er vi klar til hygge for hele familien, hvor halmlabyrinten er åben, og kaninerne er klar til at blive kælet og klappet. Det vil være muligt at købe både vafler og is, ligesom man kan handle i gårdbutikken. Vi tager imod med et smil og ser frem til, at kunderne har nogle gode timer på gården, fortæller Charlotte Fredborg Jensen.
Jensen Jordbær råder til den kommende sæson over hele 320.000 jordbærplanter.