Torvedag og kræmmermarked i Gærum
På lørdag 12. september er der torvedag og kræmmermarked ved Brugsen i Gærum. Der startes kl. 9.30, hvor byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen holder åbningstale. Herefter er der gratis kaffe og rundstykker, som menighedsrådet sponserer.
Der er et væld af aktiviteter i Østergade og Brugsens parkeringsplads.
Alle kræmmere kan få gratis plads på markedet – blot man tilmelder sig i Brugsen eller SMS på tlf 24 40 71 29.
I løbet af formiddagen er der familieløb, uddeling af gratis ballondyr ved Trylle-Thomas samt forskellige udstillinger og konkurrencer.
Sidst på formiddagen kåres årets Gærum-borger.
Inde i selve Brugsen er der en masse gode tilbud.
Når det bliver middag, er der tarteletfest.
- Her kan man købe sin frokost for billige penge og hygge sig med alle de andre skønne Gærum-borgere, fortæller Finn Mejlvang Christensen.
Det er Gærum Samvirke, som står bag torvedagen, hvor der plejer at være flot tilslutning.
- I Gærum kalder vi det "landsby-fællesskab", når det er allerbedst, siger Finn Mejlvang Christensen





































