Gå til hoved-indhold
28. maj 2026 - kl. 00.05

Træbro ved Sæby Å har brug for en gennemgribende renovering

  • 1 af 7
  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af: Michael Frederiksen

Træbroen mellem Adda Ravnkildes Bro og broen ved lystbådehavnen i Sæby trænger til en gennemgribende renovering, og Center for Ejendomme, Park og Vej indstiller til Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur, at Frederikshavn Kommune bevilger en million kroner til projektet.

Sæby Erhvervsforening ønsker at bevare den lange træbro, da den spiller en væsentlig rolle for både oplevelsesøkonomien og områdets herlighedsværdi samt sikrer en vigtig forbindelse mellem by og havn. Derudover har forbindelsen en klar parallel til initiativet "De Glemte Broer".

Sæby Erhvervsforening har på den baggrund taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe i samarbejde med Frederikshavn Kommune og Kystmuseet.

Visionen for projektet er at etablere en historisk rute langs Algade, forbi kirken, havnen, broen ved åen og kirkegården samt videre til Kystmuseet, hvor der skal være en særudstilling. Ruten vil rumme formidling af skæbnefortællinger om civile ofre fra lokalsamfundet, der satte deres liv på spil i forbindelse med modstandsindsatsen under 2. Verdenskrig. Der vil være et stop på træbroen (Mindebroen), hvor der er mulighed for at mindes de savnede.

Området er omfattet af en fredning ved Paradisjorderne, og kommunen har derfor ansøgt om dispensation. I marts 2026 er dispensationen meddelt af Fredningsnævnet til opførelse af projektet.

Arbejdsgruppen vil iværksætte en proces med henblik på at søge fondsmidler, så projektet kan realiseres.

Broen overdrages efterfølgende til Frederikshavn Kommune, som herefter varetager den fremadrettede
drift, hvilket vil medføre driftsomkostninger i størrelsesordenen 10.000 kr. årligt.

Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur drøfter sagen på sit møde mandag 1. juni.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...