Tre patruljeskibes færdiggøres i Hvide Sande og ét i Skagen
Karstensens Skibsværft er allerede i fuld gang med at lave skroget til det første af Danmarks fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer. Hvide Sande Ship Yard færdiggør tre af fartøjerne, mens Karstensens Skibsværft udruster det sidste kemikalieskib i Skagen, oplyser Søfart.
Karstensens Skibsværft laver de fire skrog i Polen, hvor Skagen-værftet har haft en afdeling i Gdansk siden 2018.
Direktør Kent Damgaard oplyser til Søfart, at det tager cirka et år at lave første skrog, og produktionen af næste skrog starter, når det første er sendt til Danmark.
I denne uge kom det frem, at Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Ship Yard og OSK Design har vundret opgaven til 1,9 milliarder kroner med at bygge Søværnets fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer.
Der er tale om tre skibe til håndtering af oliespild og ét skib til opsamling af kemikalier. De kan omstilles til militære formål, det vil sige minelægning, overvågning af farvande og beskyttelse af undersøiske kabler og rørføringer. Olieskibene måler hver 60 meter, mens kemikalieskibet er 72 meter langt.
Når de fire færdige skrog kommer til Danmark, færdiggør Hvide Sande Ship Yard de tre olieskibe, mens Karstensens Skibsværft udruster det sidste kemikalieskib.
- Det er det, der passer bedst ind på vores værfter. Hvide Sande Ship Yard laver allerede fartøjer næsten tilsvarende denne ordre, så det giver mening, at de får den opgave, siger Kent Damgaard til Søfart.
Det er første gang i 16 år, at der bygges skibe til Søværnet i Danmark.
- Det er vigtigt at vise, at vi kan det her i Danmark. Det er en spændende opgave, og det er godt for os og hele branchen, at denne ordre er landet i Danmark, udtaler direktøren for Karstensens Skibsværft til Søfart.






































