Udsatterådet overlever - medlemmer udpeges blot lidt senere
Frederikshavn Kommune smider alligevel ikke Udsatterådet i skraldespanden. Sådan lød indstillingen ellers fra Direktionssekretariatet forud for tirsdagens byrådsmøde.
Borgmester Jon Andersen (V) kunne dog fortælle, at beslutningen om at udpege medlemmer til Udsatterådet blot udsættes.
- Vi ønsker at afvente, at det udvalg, som Udsatterådet skal servicere, forholder sig til sine opgaver og vender tilbage med en anbefaling, forklarede Jon Andersen.
Borgmesteren ønsker med andre ord at gøre tingene i den rigtige rækkefølge, som han gav udtryk for, da Kanal Frederikshavn talte med ham få minutter inden byrådsmødet.
Jon Andersens holdning glædede Anders Brandt Sørensen (A). Han havde ellers spidset blyanten, da han læste indstillingen om ikke at opette Udsatterådet.
- Jeg ville være flov over at være i en kommune, hvor vi nedlægger Udsatterådet, så jeg er glad for at høre, at beslutningen blot udsættes.
Christina Lykke (SF) mindede om, at Udsatterådet er relativt nyt.
- Vi kæmpede for at få det, så vi ville være trætte af at miste det så hurtigt.




































