Vellykket og hyggelig arbejdsdag i Børnehuset Sæbygårdvej
Lørdag mødtes børn, forældre og søskende til en hyggelig arbejdsdag i Børnehuset Sæbygårdvej. Arbejdsdagen fandt sted på initiativ af forældrerådet.
Formiddagen blev brugt på at gøre legepladsen klar til efteråret, og resultatet blev både en flottere legeplads og et styrket fællesskab.
Der blev arbejdet flittigt: Bålhytten fik fjernet alger og blev behandlet med træolie, bedene blev trimmet, og ukrudtet luget væk. Stiernes kanter blev ordnet, og plantekasserne ryddet op. Samtidig var der masser af leg og hygge på legepladsen – ikke kun for vuggestue- og børnehavebørnene, men også for de ældre søskende.
- Arbejdsdagen er en rigtig fin anledning til både at give en hånd med de små praktiske opgaver i børnehuset og til at lære de andre forældre bedre at kende. Det styrker fællesskabet omkring børnene, siger Lasse Rødkjær Jørgensen, far til to piger i vuggestuen.
Dagen begyndte med nybagte boller og kaffe, og senere blev der serveret kage som velfortjent belønning til de hårdtarbejdende børn og voksne. Solen skinnede fra en blå september-himmel og satte den helt rigtige ramme for en formiddag med både arbejdsomhed og fællesskab.
Forældrerådet sender en stor tak til alle de fremmødte for indsatsen og opbakningen.