Venstre undlod at stemme: Ønsker en anden budgetproces
Venstres to medlemmer undlod at stemme, da Social- og Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune vedtog budgetforslaget for 2026-2029, hvor der blandt andet skulle findes besparelser for 13,2 millioner kroner i 2029.
Budgetforslaget blev godkendt af et flertal bestående af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, mens Venstres Mette Hardam og Jan Bjeldbak undlod at stemme.
- Ja, vi - og i øvrigt også andre partier - har flere gange de senere år bedt om en anden budgetproces, hvor vi ikke bare grønthøster 1% over alle områder. Venstre ønsker et byråd, der foretager politiske prioriteringer - det kunne være ældrepleje eller folkeskole - og efterfølgende foretager de passende budgettilpasninger, forklarer Jan Bjeldbak til Kanal Frederikshavn.
Han er gruppeformand og lægger ikke skjul på, at Venstre savner politiske visioner og ambitioner, der kan ses i budgettet.
- Det har vi ikke kunne få Socialdemokratiet med på, så nu har vi sagt fra overfor den måde, det kører på nu. Vores tilgang i år er ikke det samme som, at vi ikke vil samarbejde og forhandle, og vi kan også ende med at stemme for budget 2026. Nu må vi se…, udtaler Jan Bjeldbak.
Ole Rørbæk Jensen (A) er formand for Social- og Sundhedsudvalget. Han ønsker ikke at kommentere Venstres beslutning om at undlade at stemme.
- Det er deres valg, som jeg ikke vil blande mig i, siger Ole Rørbæk Jensen.
Han synes bestemt ikke, at det er optimalt at finde besparelser for 13,2 millioner kroner.
- Men jeg mener, at vi har lavet et godt budget ud fra vores økonomiske situation, siger udvalgsformanden.