Venstres byrådsgruppe peger på Lone Haugaard som borgmesterkandidat
Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune står nu samlet frem og bakker op om Lone Haugaards kandidatur som spidskandidat ved kommunalvalget i 2025.
Det største oppositionsparti i landets nordligste kommune vælger torsdag 5. september ny borgmesterkandidat. Det skulle allerede være sket inden sommerferien, men her blev opstillingsmødet aflyst med få timer varsel på grund af procedurefejl.
Ved den lejlighed var der to kandidater, nemlig byrådsmedlem Lone Haugaard og Jon Andersen.
Procedurefejlen betyder dog, at der kan dukke nye kandidater op, idet fristen er sat til 22. august.
Byrådet har dog allerede besluttet sig. Det oplyser Jan Bjeldbak, der netop har afløst Thomas Jørgensen som gruppeformand.
- I gruppen ser vi Lone Haugaard som det bedste valg for Venstre. Lone repræsenterer de værdier og det politiske perspektiv, som Venstre og vi som gruppe står for. Med Lone, samt både nye og erfarne kandidater, har Venstre en reel mulighed for at være med til at sikre et borgerligt flertal til valget næste år, udtaler Jan Bjeldbak.