Gå til hoved-indhold
27. maj 2024 - kl. 21.05

Venstres opstillingsmøde aflyst i sidste øjeblik

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Der blev ikke valgt en borgmesterkandidat for Venstre i aften på Hotel Viking i Sæby. Opstillingsmødet blev aflyst i eftermiddag. Medlemmerne blev orienteret i en mail mindre end tre timer før mødets planlagte begyndelse.

- Det er meget beklageligt, men da proceduren for opstilling af kandidater, som blev godkendt på kommuneforeningens generalforsamling i 2023, ikke overholder Venstres vedtægter, ser kommuneforeningens bestyrelse desværre ikke anden mulighed end at aflyse aftenens opstillingsmøde, skrev fungerende formand Lars Mellemkjær i en mail til medlemmerne.

Da Kanal Frederikshavn talte med Lars Mellemkjær ved middagstid, var der ingen tilløb til aflysning. Tværtimod indgik vi en aftale om, at han ville sende en sms med resultatet ved 20-tiden. 

Det vides ikke, hvad der er sket i eftermiddag. Lars Mellemkjær ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt, men henviser til en pressemeddelelse, som udsendes i morgen.

Kommuneforeningens bestyrelse har været samlet til møde i aften. I bestyrelsen sidder blandt andre advokat Rasmus Haugaard. Han er gift med Lone Haugaard, den ene af partiets to borgmesterkandidater. Rasmus Haugaard blev valgt ind i bestyrelsen på generalforsamlingen i april.

Der skal nu indkaldes til en ny generalforsamling i kommuneforeningen, hvor der skal vælges ny formand, da Louise Jæger forlod posten i fredags.

- Jeg kan ikke længere se mig selv som formand for et Venstre/en forening, hvor mistillid og intern uenighed fylder i alt, der arbejdes med i og omkring organisationen, begrundede Louise Jæger sin beslutning.

På generalforsamlingen skal der også besluttes en procedure for valg af borgmesterkandidat med mere, fremgår det af den mail, som Venstres medlemmer i Frederikshavn Kommune har fået i dag.

Om det betyder, at der er plads til flere kandidater end Lone Haugaard og Jon Andersen, melder historien ikke noget om.

På aftenens opstillingsmøde havde Venstre inviteret folketingmedlem Marie Bjerre og regionrådsformand Mads Duedahl, som begge skulle have holdt et indlæg efter valget af borgmesterkandidat.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...