Gå til hoved-indhold
24. september 2026 - kl. 00.09

Vi vil stadig BEVARE N7 i sin nuværende form

  • 1 af 1
Af  Lajla Villumsen

Lajla Villumsen har skrevet dette indlæg: Kære medlemmer af Regionsrådet i Nordjylland. Det er med en følelse af stor afmagt, jeg læser udkastet til den omstrukturering, I trækker ned over de to psykiatriske afdelinger N7 og N8. 

Jeg synes ikke, det er en bevarelsesplan, det er blot den sminkede begravelse, jeg frygtede, nu med nye betegnelser!

I kalder det nu opholdspladser, hvilket formentlig er det samme som de tidligere rehabiliteringspladser. I fratager afdelingerne deres faglige speciale, den akutte psykiatriske sygepleje. Beder dem ændre deres mindset til at arbejde anderledes, fordi der mangler læger.

To store personalegrupper skal omlægge deres faglighed og yde noget andet, end de er vant til for en tid, kort eller lang...

I påstår, at så snart der ansættes læger, så tilbagerulles afdelingerne til de psykiatriske akutsengepladser, som der er nu. Er der garanti for det?

Men mest af alt, HVORFOR dog ændre to afdelinger så fundamentalt, som der her er lagt op til. Hvad nu hvis lægerne viser sig allerede i foråret, hvorfor så have igangsat så voldsomme strukturelle ændringer, tvunget personale til at søge andet arbejde, væk fra det de er dygtige til, det de har efteruddannet sig til at være særligt dygtige til.

Tror I, de kommer tilbage, når (hvis) I ruller beslutningen tilbage.

Svaret er NEJ! I er ved at ødelægge et velfungerende tilbud for at erstatte det med noget ganske andet og langt fra den akutte sygepleje, som de har søgt ansættelse indenfor!

Desuden beder N7 ikke om en døgndækkende læge. De beder om lægedækning fra kl. 8-16 alle dage og en bagvagt at kunne kontakte som hidtil.

Samtidig bygger udkastet på informationer, som lægger voldsomt op til tolkning og øjnene, der ser. Der står i udkastet, at der ikke vil ske forandringer for de akutte patienter, fordi de i forvejen for 91 procent tilfælde indskrives i Brønderslev og Aalborg. Det er korrekt, men der mangler en vigtig og væsentlig detalje, nemlig den, at alle som udgangspunkt skal igennem det lukkede system for at blive vurderet, mange når ikke engang at overnatte, før de overføres til Frederikshavn og Thisted.

Jeg har talt med en psykiatrisk patient, som på under et døgn startede på psykiatrisk skadestue i Aalborg, blev sendt til Brønderslev for en vurdering og til sidst bliver overført til N7. Hvordan mon det registreres og læses i regnearkene?

SÅ der vil være en markant forskel for størstedelen af patienterne, nemlig at den akutte del af deres behandling nu kommer til at foregå langt væk fra deres vante omgivelser i Brønderslev og Aalborg. Det vil sige princippet i 10 årsplanen om nærhed i psykiatrien er den første, der ryger fløjten.

Jeg synes, det er en voldsom omstrukturering, I begiver jer ud i måske for ganske kort (eller meget lang) tid, og som får voldsomme konsekvenser for kulturen og fagligheden på afdelingerne, patienterne, de pårørende og personalet på stedet.

Principper som nærhed, tryghed, forudsigelighed, genkendelighed, værdighed, ordentlighed, stor faglighed, sættes over styr på grund af manglende læger, som måske aldrig finder vej til Frederikshavn af sig selv...

Der må tænkes nyt, anderledes, ud af boksen. Det kan ikke passe, at N7 skal blive den synkende skude i færgehavnen!

Vi vil stadig BEVARE N7 i sin nuværende form, gerne med mere rehabilitering, så må I skaffe en løsning med lægerne og stoppe den beslutning, I er på vej til at søsætte på mandag!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...