Gå til hoved-indhold
22. juni 2025 - kl. 20.06

Vild oprykning i Voerså efter sejrsmål i det 95. minut i altafgørende kamp

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

De jublede i IF Skjold Sæby og FfI, mens der blev fundet gravøl frem i SEIF's omklædningsrum. Den vildeste kamp i seriefodboldens afsluttende forårsrunde blev dog spillet i Voerså, hvor hjemmeholdet scorede i det 95. minut og rykkede op i serie 3.

Vi lægger ud med oprykningsbraget i serie 4 melle Voerså IF og Dronninglund IF. Kravet til Voerså var en sejr for at skubbe Dronninglund væk fra førstepladsen.

Allerede efter to minutter kom gæsterne foran. Stillingen 0-1 holdt til kampens 86. minut, hvor Lasse Knøsen udlignede. 

- Efter Dronninglunds mål var det i flere perioder et pres mod gæsternes mål, men det var svært at få scoret, fortæller Voerså IF's træner, Kasper Møller Kristensen.

Lasse Knøsen, en af forårets profiler, fik dog hul på bylden, men hjemmeholdet manglede stadig en scoring. Den kom i det 95. minut. Et indlæg fra venstre til bageste stolpe blev sparket ind midt foran mål, og her dukkede Voerså IF's bedste spiller i foråret, Dan Pedersen, op og scorede sit første mål i 2025. Euforisk jubel på banen og blandt de imponerende 250 tilskuere.

I Jyllandsserien 2 vandt IF Skjold Sæby 2-1 hjemme over Nibe Boldklub. Dermed overhalede Skjold St. Restrup IF og sikrede sig endnu en sæson i rækken. Nibe og Jetsmark IF rykker ned, mens St. Restrup skal ud i en kvalifikationskamp mod enten Thisted FC eller Hjørring IF.

I serie 1 vandt FfI 2-0 over Aabybro IF. 17-årige Magnus Skovgaard i det 83. minut og Thawng Hlawn Ceu i det 86. minut sikrede FfI endnu en sæson i rækken.

Da Skibsby-Højene IF som ventet vandt ude over bundholdet AaB, skulle SEIF vinde hjemmekampen mod Hjørring IF for at undgå direkte nedrykning, men SEIF tabte 2-5. Dermed rykker de gulblusede ned i serie 2, selv om de ifølge træner Michael Hjortkær er Danmarks bedste hold på dødbolde.

Skovsgaard rykker op i Jyllandsserien 2. SEIF og AaB rykker ned, mens Skibsby-Højene skal spille kvalifiaktionskamp mod enten Hirtshals eller Hals FS.

FfI har haft et modbydeligt år i serie 2. Det blev blot til to point. FfI afsluttede foråret med en lussing på 0-9 i Brønderslev, som dermed rykker op i serie 1. FfI og IF Fremad Nørhalne tager turen ned i serie 3. Biersted IF skal spille kvalifikationskamp mod enten Hjørring IF eller GVL Løkken.

Skagen IF rykker ned i serie 4. Skagboerne tabte 1-4 til Tornby IF, som nu skal spille kvalifikationskamp mod enten FfI's tredjehold eller Hjørring AIK Frem.

Dybvad/Hørby rykker ned sammen med Skagen IK. Dybvad/Hørby tabte 1-5 til IF Skjold Sæby i forårsafslutningen.

Østervrå IF tabte 1-6 til topholdet Flauenskjold, som dermed rykker op serie 2. IF Skjold Sæbys JS-reserver og Østervrå IF bliver nr. fire og fem.

Serie 4, pulje 48:
SEIF - IF Skjold Sæby: 1-2
Jerup/Aalbæk - Bangsbo Freja: 2-2
FC Vakok - Bindslev/Tversted IF: 3-4
Sindal IF - FfI: 2-5

IF Skjold Sæbys tredjehold rykker op i serie 3, hvor der i efteråret vil være to hold fra IF Skjold Sæby.

FfI's tredjehold skal spille om oprykning. Første opgave er tirsdag aften hjemme mod Hjørring AIK Frem.

Jerup/Aalbæk og Sindal IF rykker ned i serie 5. Bangsbo Freja undgik akkurat nedrykning med det ene point mod bundholdet Jerup/Aalbæk, som dermed erobrede forårets første point i forårets sidste kamp.

Serie 4, pulje 50:
Voerså IF - Dronninglund IF: 2-1
Ulsted Boldklub - Østervrå IF: 1-3

Voerså IF rykker op, og Østervrå rykker ned.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...