Gå til hoved-indhold
26. maj 2025 - kl. 19.05

VM-ishockeyhelte fra Frederikshavn hyldes hos Uggerhøj

  • 1 af 2
    Danmarks VM-topscorer, Nick Olesen, deltager i fejringen onsdag eftermiddag hos Skoda Frederikshavn. Foto: Dannmarks Ishockey Union
  • 2 af 2
    Skoda har rekorden hos Guinness World Records for sportshistoriens længste hovedsponsorat af et verdensmesterskab. Skoda har været sponsor for VM i ishockey siden 1993.
Af  Andreas O. Hansen

Onsdag 28. maj er der mulighed for at møde fire af de danske ishockeyhelte fra Frederikshavn, som sensationelt slog de canadiske VM-favoritter og sluttede på fjerdepladsen.

Danmarks VM-topscorer, Nick Olesen, Joachim Blichfeld, Mathias From og Nicolai Meyer er hovedpersonerne, når Uggerhøj, Frederikshavn Ishockey Klub og Frederikshavn White Hawks hylder de fire frederikshavnere, der alle begyndte deres ishockeykarriere i FIK.

Fra kl. 15.00 til 17.00 åbner Skoda Frederikshavn dørene. Det er meget passende den Uggerhøj-afdeling, der ligger tættest på Nordjyske Bank Arena. Skoda har rekorden hos Guinness World Records for sportshistoriens længste hovedsponsorat af et verdensmesterskab. Skoda har været sponsor for VM i ishockey siden 1993.

- På samme måde har Uggerhøj været med hele vejen, når det gælder de seks frederikshavnerdrenge, som leverede en fantastisk markedsføring af Frederikshavn under VM i Herning og Stockholm. De fortjener, at vi hylder dem, mener direktør Sten Uggerhøj.

Uggerhøj var Officiel Partner for Ishockey VM 2025.

Alle er velkomne hos Skoda Frederikshavn, hvor Royal Unibrew sørger for drikkevarer, mens Uggerhøj har bestilt en pølsevogn til de ishockeyfans, som dukker op.

- Der er blevet arbejdet effektivt i kulissen på at gøre dette arrangement muligt, hvor vi stadig arbejder hårdt på at få Mikkel Aagaard og Oscar Fisker Mølgaard hjem til den hyldest, de alle har fortjent, udtaler bestyrelsesmedlem Christian Nordentoft, FIK.

Landsholdets holdleder, Esben Nedermark, fra Frederikshavn, har ligeledes meldt sin ankomst hos Skoda Frederikshavn.

Spillerne skriver autografer, og de har også lovet at smile pænt, hvis der er fans, som ønsker at bliver fotograferet med dem.

Michael Frederiksen fra Kanal Frederikshavn er konferencier, og han vil blandt andet interviewe de frederikshavnske landsholdsspillere. Mon ikke, de får spørgsmålet, om de nogensinde kommer hjem igen til Frederikshavn og iklæder sig den hvide White Hawks-trøje?

- Vi ser frem til en festlig dag med vores dygtige ishockeydrenge. Vi er så stolte af dem, siger FIK’s formand, Rikke Wilde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...