Voldgiftssag: Frederikshavn Kommune og CS WIND Offshore A/S indgår forlig
Frederikshavn Kommune og CS WIND Offshore A/S (tidligere Bladt Industries A/S) har indgået forlig i den voldgiftssag, som byggeriet af Stena Oils bunkerterminal på Frederikshavn Havn resulterede i. Det oplyser borgmester Jon Andersen til Kanal Frederikshavn.
Frederikshavn Havn indgik i 2019 en kontrakt med Bladt Industries om at opføre bunkterterminalen. Byggeriet af de 11 store tanke blev dog flere år forsinket, og udgifterne eksploderede.
Budgettet lød på 225 millioner kroner, og bunkerterminalen skulle stå færdig og klar til drift i 2021. Den blev dog først sat i drift i januar 2024, og udgifterne løb op i 493 millioner kroner.
Nu er der indgået forlig i sagen.
- Det er en milepæl. Vi har forhandlet siden januar og frem til nu, siger Jon Andersen, som dog ikke vil oplyse økonomien i den aftale, de to parter har indgået.
- Men der er aldrig nogen, der vinder en voldgiftssag. Der er næsten kun tabere, erkender borgmesteren.
Og dog. Advokaterne har tjent gode penge på sagen. Frederikshavn Kommunes advokatregninger løber op i 27 millioner kroner, og kommunen kunne se frem til en månedlig advokatregning på yderligere 2,5 millioner kroner indtil sagens afgørelse.
Det har tidligere været fremme, at parternes samlede krav mod hinanden var på et trecifret millionbeløb. I september fremgik det af en dagsorden i Udvalget for Økonomi og Strategi, at Frederikshavn Kommune har hensat 78,7 millioner kroner til retssager. Ifølge Jon Andersen har kommunen p.t. ikke andre sager kørende, så det må formodes, at det indgåede forlig er tæt på nævnte beløb.
Borgmesteren sidder tilbage med den fornemmelse, at kommunen er sluppet af med en stor sten i skoen. Det betyder, at Frederikshavn Havn allerede i 2027 bliver selvbærende.
- Det vil sige, at havnen med sin indtjening selv kan servicere sin gæld. En revisor vil sige, at Frederikshavn Havn er en "going concern". Det er meget positivt. Nu skal vi have fokus på at gøre havnen endnu mere selvbærende, så den bliver den motor, som den har potentiale til at blive for os alle, forklarer Jon Andersen.
Han vurderer, at Frederikshavn Havn pr. 1. januar 2028 vil være helt ude af kommunens hænder. Herfter skal havnen omdannes til et aktieselskab eller en kommunal selvstyrehavn.
- Vi er et sted lige nu, hvor vi skal være stolte af det maritime fyrtårn, vi er, og ikke mindst de mange dygtige virksomheder vi har. Nu er tiden inde til at se fremad og gribe de muligheder, der er på vej til os, mener borgmesteren.






































