Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.10.2021 | Af: Michael Frederiksen

WH henter to forwards i Finland og Letland

I Frederikshavn White Hawks bliver Aleksi Halme holdkammerat med sin bedste kammerat, Eemeli Räsänen. Foto: Jokerit
Med seks spillere på skadeslisten forstærker Frederikshavn White Hawks sig nu med to spillere. Det drejer sig om den 21-årige finne Aleksi Halme og den 25-årige lette Kirils Galoha - begge er forwards.

 

De lander i Aalborg Lufthavn søndag aften, hvorefter de skal en tur i Nordjyske Bank Arena og senere indkvarteres på Hotel Herman Bang. Mandag morgentræner de sammen med deres nye holdkammerater, og allerede om aftenen debuterer de i den hvide WH-trøje i lokalopgøret mod Aalborg Pirates.

Aleksi Halme kommer fra KHL-klubben Jokerit. White Hawks har i første omgang lavet en lejeaftale med den finske klub indtil landsholdspausen i november.

- Herefter kan Jokerit kalde ham tilbage, hvis de er ramt af mange skader eller på anden måde har brug for ham. De ser det som en fordel, at en af deres unge spillere får kamptræning, forklarer René Jørgensen fra Elite Nord Frederikshavn A/S.

Jokerit gjorde tidligere det samme med Eemeli Räsänen, som nu er tilbage i White Hawks. De to finske spillere fra Jokerit er i øvrigt bedste kammerater.

Aleksi Halme har senest været udlejet til en klub i den næstbedste finske række, hvor han scorede ét mål i tre kampe.

Kirils Galoha er i første omgang på en såkaldt try-out på fem kampe, der bliver afgørende for, om de to parter ønsker at fortsætte samarbejdet. Han har senest spillet i Olimp Riga i den bedste lettiske række. Han lavede 47 point i 44 kampe i sæsonen 2020/2021. Han har tidligere spillet i Tyskland, Frankrig og Polen.

White Hawks tabte lørdag skuffende med 1-2 til Odense. Det var allerede inden kampen besluttet at hente forstærkninger, fordi en håndfuld spillere sidder udenfor med skader. Mod Odense udgik backen Elias Ulander endda med en skade, men han ventes klar til opgøret mod Aalborg Pirates.

Ifølge René Jørgensen er Aleksandr Bumagin og Mikkel Bertelsen i bedste fald klar til at spille kampe om tre-fire uger. Nikolaj Krag bør være tilbage hurtigere. Christian Mieritz døjer med efterveerne af en hjernerystelse efter en nærkamp i Odense med den tidligere WH-spiller Mathias Mølgaard. Endelig er Mads Larsen netop opereret i skulderen, men her ser det ud til, at backen slipper billigere end forventet. Det vil sige, at han måske spiller igen om et par måneder.

Det nordjyske lokalopgør mandag mellem høgene og piraterne begynder kl. 18.00.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Jokerit

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close