Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.01.2023 | Af: Michael Frederiksen

WH-kaptajn skal undersøges af specialist

Frederikshavn White Hawks' kaptajn, Jesper Jensen, har fået et tilbagefald med sin hovedskade. Den snart 36-årige forward har siddet udenfor i 13 kampe i denne sæson.

 

- Jesper træner ikke i øjeblikket. Vi skal have ham undersøgt af en specialist. Han døjer med hovedpine, og det er vigtigt, at vi passer på hinanden, siger sportschef Kasper Kristensen.

Dermed bliver det uden Jesper Jensen, at høgene i dag tager turen til Nordsjælland for at møde Rungsted Seier Capital, som er Metal Ligaens mindst formstærke hold. I de seneste 10 kampe er det blot lykkedes Rungsted at hente seks point.

Situationen førte i den forgangne uge til en trænerfyring i Rungsted, som er hårdt ramt af skader. Nordmanden Roy Johansen har overtaget ansvaret efter Erik Hjalmarsson. Roy Johansen debuterede med et 0-3-nederlag fredag aften i Herning, hvor nordsjællænderne blot havde tre kæder med.

Både Rungsted og Frederikshavn holder nervøst øje med Rødovres stigende formkurve. Rødovre er noteret for syv point i holdets seneste fem kampe, hvor Rungsted og Frederikshavn har fået henholdsvis nul og ét point.

Der er kampstart kl. 19.00 i Bitcoin Arena.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close