Frederikshavn White Hawks og Sebastian Holm ophæver samarbejdet
Frederikshavn White Hawks oplyser, at Sebastian Holm har ønsket at få sin kontrakt ophævet, hvilket klubben har imødekommet.
Den 22-årige forward har været en del af White Hawks i fire sæsoner, hvor det er blevet til i alt 174 kampe i den hvide trøje.
Sebastian Holm har været en dedikeret og professionel spiller, som har bidraget både på og uden for isen.
Han begrunder sin beslutning med et ønske om nye udfordringer:
- Jeg har fået en mulighed for at komme ud og få noget ny luft under vingerne. Jeg har et stort ønske om at prøve noget nyt og udvikle mig både som spiller og som menneske ved at komme lidt væk hjemmefra, siger han.
Den nu tidligere forward sender en stor tak til klubben og omgivelserne:
- Først og fremmest vil jeg sige tak for årene i White Hawks. Jeg har været utrolig glad for min tid i klubben, som altid vil have en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har brugt rigtig mange timer her, siden jeg var helt lille. En stor tak skal også lyde til fansene, mine holdkammerater og alle de frivillige omkring holdet og klubben.
Frederikshavn White Hawks takker Sebastian Holm for hans indsats og engagement gennem årene og ønsker ham alt det bedste fremover.




































