Gå til hoved-indhold
18. april 2024 - kl. 00.04

Medarbejdernes gode idéer bliver gennemført hos MAN Energy Solutions

  • 1 af 3
    Det er på arealet over mod Lidl, at MAN Energy Solutions opfører et solcelleanlæg.
  • 2 af 3
    Idétavlen bruges flittigt af medarbejderne på MAN Energy Solution.
  • 3 af 3
    Facility Manager Jacob Odgaard og Site Manager Thomas Leander satser på, at solcelleanlægget er færdigt inden sommerferien.
Af: Michael Frederiksen

MAN Energy Solutions i Frederikshavn er i fuld gang med at installere et solcelleanlæg på 1190 kvadratmeter. Det placeres ud mod Hjørringvej på arealet over mod Lidl. Solcellerne er én af mange idéer, som kommer fra de 450 medarbejdere.

Idéen med solcellerne kommer fra en af virksomhedens 450 medarbejdere, som har udfyldt en seddel og placeret den på idétavlen, der hænger tæt på kantinen på Niels Juels Vej. Anders Ehlers foreslog opsætning af solceller på taget, men det tillod tagets beskaffenhed ikke.

Ledelsen gennemgår hver måned seriøst de mange gode idéer, som medarbejderne kommer med.

- Det fungerer meget bedre, når 450 personer har øje på, hvor vi kan blive bedre. Det er en fælles opgave hos os. Nogle af idéerne sparer vi penge ved, men andre koster os penge, oplyser Thomas Leander, Site Manager Frederikshavn.

Han er ikke i tvivl om, at idétavlen virker.

- Det er godt at inkludere medarbejderne, og alle får en tilbagemelding. De fleste idéer gennemføres, og så kan vi mærke, at folk bliver stolte, smiler Thomas Leander.

Solcelleanlægget ventes færdigt inden sommerferien, og det kommer til at producere 266.000 kilowatt-timer årligt. Opsætningen er i fuld gang. Der bliver 464 paneler á 575 watt.

Arealet ligger mellem Lidl og MAN Energy Solutions store parkeringsplads. Tidligere var der granskov, men nu er der skabt plads til et solcelleanlæg.

- Vi kigger fremad, og det er vigtigt, at vi bliver mere energieffektive. Det gør vi blandt andet ved at producere vores egen strøm, siger Jacob Odgaard, Facility Manager hos MAN Energy Solutions i Frederikshavn.

Der bliver tale om et område, som MAN Energy Solutions medarbejdere kan benytte til gåture eller til at hygge sig ved de borde og bænke, som bliver opsat. Naturvejleder Bo Storm, Park & Vej i Frederikshavn Kommune, har rådgivet virksomheden i planlægningen. Det betyder, at der satses på biodiversitet, blandt andet opsættes der insekthoteller, som er lavet på et beskyttet værksted.

MAN Energy Solutions har i flere år forsøgt at tænke grønt. Der er opsat redekasser på virksomhedens høje bygninger til glæde for mursejlere og natugler. Og på den anden side af Hjørringvej udlagde virksomheden for fem år siden et erhvervsareal på 22.000 kvadratmeter til vild natur, der skal øge biodiversitet, sundhed og trivsel, leg og læring gennem partnerskaber.

- Når vi gør noget, er det ikke på bekostning af naturen. Vores beslutninger og tiltag går hånd i hånd med virksomhedens strategi om dekarbonisering, siger Thomas Leander.

 

Eksempler på gennemførte idéer fra medarbejderne:

  • Robotklippere på el har afløst dieseldrevne plæneklippere
  • Aflagt arbejdstøj omdannes til muleposer
  • Velkomstgaven til nye medarbejdere er ikke længere afskårne blomster, men en mulepose med kop og drikkedunk
  • Et nyt ventilationsanlæg har reduceret energiforbruget med to tredjedele
  • Der er åbnet en genbrugsbutik på virksomheden
  • I stedet for at klistre labels på poser med møtrikker lægges labels inde i poserne. Det sparer 20.000 poser om året, og kunderne er gladere, for de kan meget bedre se, hvad der står på de renere labels

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...