Gå til hoved-indhold
27. april 2024 - kl. 00.04

SEIF Padel en realitet - to baner etableret ved Bannerslundhallen

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Padelsporten har for alvor vokseværk i Danmark, og nu er turen så kommet til, at Strandby/Elling også kan tilbyde padel. SEIF Håndbold har efter et længere tilløb etableret to padelbaner ved siden af Bannerslundhallen i Elling, så der bliver endnu en mulighed for at spille padel i Frederikshavn Kommune.

- Mange frivillige timer er allerede lagt i projektet, og vi er ikke helt i mål endnu, men vi forsøger at gøre området bedre og bedre hver uge. Alligevel er vi klar til at tage medlemmer ind nu og åbner for bookinger fra næste weekend, oplyser Christian Bang fra SEIF Padel.

Begge baner er åbne alle dage fra kl. 05-23, så der bliver rig mulighed for at spille padel.

SEIF Padel har i første omgang besluttet maksimalt at tager 120 medlemmer ind for at sikre, at der bliver spilletid til alle.

- Vi er allerede overraskede over interessen. Inden vi officielt har meldt ud, at vi er klar, har de første allerede meldt sig ind, så vi har kun cirka 100 pladser tilbage, oplyser Christian Bang.

Man kan tilmelde sig systemet MATCHi, betale 1.000 kroner for en sæson og spille alt det, man har tid og lyst til. 

Hvis man først lige vil prøve at spille padel, men endnu ikke ønsker at være medlem, kan man booke en time eller to i app'en til en timepris på 180 kroner pr. bane. Dette foregår også i MATCHi.

- Vi håber og tror, at det bliver en succes med mange glade og aktive mennesker, og vi er dybt taknemmelige for tilskud fra Frederikshavn Kommunens anlægspulje, DIF's foreningspulje og Nordea Fonden, udtaler Christian Bang.

Senere på året holder SEIF Padel en officiel indvielse med åbningskamp, og hvor interesserede får mulighed for lige at prøve. Planen er også, at der kommer en instruktør fra DGI med tips og tricks.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...