Gå til hoved-indhold
07. april 2024 - kl. 00.04

86-årig billardspiller fra Sæby klar til finale i Ladies Cup på Sjælland

  • 1 af 1
    Grethe Lundbæk fandt rytmen i spillet igen, da hun smed TV2 Nords mikrofon. Foto: Jesper Bo Winther, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

- Jamen, det er jo med at holde sig i gang og ikke bare sætte sig i sofaen, siger Grete Lundbæk på 86 år, som lørdag spillede regionsmesterskaber i keglebillard på hjemmebane i Sæby.

Hun er blandt de 16 bedste, der gennem denne sæson har været med i Ladies Cup, som hun tidligere har vundet. Men hvorfor endte det lige med billard?

- Jamen, det er jo det, manden han spillede, fortæller Grete Lundbæk til TV2 Nord.

Selvom keglebillard er blevet en sport for de ældre, er Grete Lundbæk blandt de ældre deltagere. 

I dagens kamp får hun dog en knap så god start. Her får hun to point i snit, en væltet kegle, hver af de første seks gange, hun er ved bordet. 

Til kampen spilles der dog med handicap, hvilket gør, at Grete Lundbæk kun behøver at score 112 point, mens hendes meget yngre modstander i den tredje puljekamp skal have 220 for at vinde.

- Grete er rigtig god til at koncentrere sig om spillet og få lagt den røde ball, så hun har et godt stød næste gang også, fortæller Sæby Billardsklubs kasserer, Pia Dorf.

Undervejs i kampen er hun dog nødt til at smide den mikrofon, hun har fået på.

- Jeg tror, at Grete har svært ved at koncentrere sig, når der er opmærksomhed på hende. Så kan det være lidt svært at holde fokus på bordet og de baller, der ligger, og få dem spillet rigtigt, siger Pia Dorf til TV2 Nord.

Grete får dog vendt kampen helt på hovedet.

- Grete spiller over niveau lige nu, så hun gør jo egentlig det, hun kan, siger turneringsleder Søren Sørensen. 

Alt imens misser modstanderen en gylden mulighed for at lukke dysten, og så kan Grete lukke kampen. 

- Vi klarede den. Man skal aldrig give op, udbryder Grete Lundbæk.

Nu er hun klar til finalestævnet 27. april i Hvalsø på Sjælland.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...