Allan Olsen på Skovlyst: ”Hvor er I sø’e”!
Mens torsdagen med sine tropiske varmegrader gik mod hæld, samledes 350+ publikummer i Sæby udenfor Skovlysts idylliske rammer til en koncert med Allan Olsen.
Koncerten var kommet i stand ved et samarbejde mellem Det Musiske Hus/Arena Nord og foreningen bag Skovlyst, og man kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt. Da koncerten startede klokken 20, var temperaturen nemlig dalet så meget, at det nu blot føltes som en behagelig lun sommeraften.
Olsen lagde ud med ”Der er regn på vej” og fortsatte med ”Lun luft over Danmark”. Så var man på den sikre side rent vejrmæssigt.
Koncerten bød på mange spring gennem Olsens karriere – også med et par sange fra Dalton-tiden (fx ”Under rimelige grænser”) - og undervejs var der kærlige hip til musikerkolleger som Niels Hausgaard, Lars Lilholt og ikke mindst Johnny Madsen. Og naturligvis var der genhør med nogle af de store succeser som ”Gaio”, ”Bette Liverpool”, ”Taberens søn” med flere.
Allan Olsen har mange lighedspunkter med Hausgaard i sin fortællestil, hvor vi mellem sangene fik muntre historier om polyamourøse forhold, en tur på Nørrebro i København, om en lokal frisør og et møde med Hendes Majestæt Lise Nørgaard.
Samtidig formår han som Dylan at fyre næsten en skudsalve af ord af sig i nogle sange, alt imens han på guitaren holder den faste rytmiske struktur. I det hele taget gør hans billedsprog, at man næsten kan se handlinger og personer for sig.
Som ung var Allan Olsen selv kommet på Skovlyst og havde danset til det dengang nymodens diskotek, og som han jokede med, så var håndklædet han tørrede sved af med vist det samme som dengang.
Lyden var fremragende mellem træerne i Skovlyst. Både vokal og guitar stod krystalklart i det åbne rum, og publikum var lydhørt og tog del i omkvædene på flere sange. Fortjent bifald til Allan Olsen og lydfolk og til Skovlyst og Det Musiske Hus. Olsen havde også ros til publikum, som han flere gange takkede med et ”Hvor er I sø’e”!