Arne Andersen Vrå A/S skal renovere Klitgaarden Refugium
Klitgaarden Refugium, Christian X’s gamle kongebolig i Skagen, har modtaget generøse donationer til en omfattende istandsættelse, og Arne Andersen Vrå A/S har vundet opgaven med restaureringsarbejdet af bygningen i hovedentreprise.
Arkitekt Ulrik Plesners oprindelige kongebolig holder lukket fra 1. april til 31. oktober 2025.
Arne Andersen Vrå A/S oplyser, at projektet har til formål at genoprette bygningen både udvendigt og indvendigt for at sikre dens bevaring som et historisk og fredet bygningsværk og som et ikonisk vartegn for Skagen.
- Vi har modtaget meget generøs støtte fra en række bidragsydere, så det nu er muligt at igangsætte en stor renovering af Klitgaarden, fortæller Lars Hvilsted Rasmussen, der er formand for Klitgaarden Fonden.
Restaureringsprojektet støttes af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, den filantropiske forening Realdania, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Sportgoodsfonden samt Slots- og Kulturstyrelsen. Der er doneret cirka 13,5 millioner kroner til istandsættelsen.
Den smukke gamle ejendom i Skagen fungerer i dag som refugium og giver arbejdsro til kunstnere, forskere, forfattere og andre, der har brug for fokuseret tid til at arbejde på et projekt. Men alderen og det til tider barske danske klima har sat sit tydelige aftryk på bygningen.
Klitgaarden blev opført i 1914 af daværende Kong Christian X som privat feriebolig og dannede frem til 1952 rammen om kongefamiliens ferier. Senere overtog Arveprins Knud og prinsesse Caroline Mathilde stedet, og Klitgaarden forblev i familiens eje indtil sommeren 1997, hvor arvingerne solgte ejendommen til Klitgaarden Fonden. Efter en nænsom restaurering slog Klitgaarden dørene op som refugium i år 2000.
Renoveringsprojektet medfører, at refugiet vil være lukket for gæster forår og sommer 2025. Efter renoveringen vil det være muligt at komme på en guidet rundvisning på Klitgaarden.