Gå til hoved-indhold
14. april 2024 - kl. 10.04

Bestyrelsesmedlem: - Vi blev ikke præsenteret for de rigtige tal

  • 1 af 1
    I januar 2023 blev John Lamp Henriksen og den øvrige bestyrelse præsenteret for et budgettal, som viste overskud på 14,5 millioner i 2023 og en beholdning i kassen på 43 millioner kroner ved årets udgang.
Af: Michael Frederiksen

De budgettal, bestyrelsen i Frederikshavn Havn fik forevist, var overoptimistiske og positive i forhold til udviklingen af havnen. Sådan lyder det nu fra byrådsmedlem John Lamp Henriksen (C), som siden 2022 har været bestyrelsesmedlem.

 

- Jeg tænker simpelthen, at de ting, vi er blevet præsenteret for, ikke har været de rigtige ting. Det har været bygget på nogle forkerte antagelser, siger han til TV2 Nord.

John Lamp Henriksen er ét af to kommunalt udpegede medlemmer af bestyrelsen i Frederikshavn Havn.

- Jeg er lægmand og nødt til at tro på, at de tal, jeg får præsenteret af havnedirektøren og bestyrelsesformanden, er retvisende, siger han.

På baggrund af artiklen på TV2 Nord stiller byrådsmedlem Jan Bjeldbak nu dette spørgsmål på Facebook:

- Er der grundlag for en politianmeldelse? Hvis John og den øvrige bestyrelse mener, de er ført bag lyset, skal de reagere. Indtil da ligger en væsentlig del af ansvaret hos bestyrelsen, mener Jan Bjeldbak.

Det er blandt andet en række økonomiske beregninger og budgetter, som John Lamp Henriksen stiller spørgsmålstegn ved, og som i dag har vist sig ikke at holde.

I januar sidste år bliver han og den øvrige bestyrelse præsenteret for et budgettal, som viser overskud på 14,5 millioner i 2023 og en beholdning i kassen på 43 millioner kroner ved årets udgang.

- Med den viden, jeg har i dag, er jeg ikke sikker på, at det var sådan, det var, siger John Lamp Henriksen.

TV2 Nord har fået aktindsigt i en række mails fra havnens ledelse og bestyrelse samt referater fra bestyrelsesmøderne i Frederikshavn Havn.

De fortæller to forskellige versioner om den økonomiske situation, havnen er i.

Har de ført jer bag lyset eller løjet for jer?

- Der er i hvert fald noget, som ikke stemmer i forhold til, hvordan situationen er i dag, i forhold til hvordan den blevet præsenteret, udtaler John Lamp Henriksen.

TV2 Nord har talt med nogen af medlemmerne i den tidligere bestyrelse, og her kan man ikke genkende det billede, som bliver tegnet af forholdene i bestyrelsen.

Læs hele histiorien og se indslaget på TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...