Gå til hoved-indhold
09. juni 2021 - kl. 00.06

Betina Munk: Sådan udgiver du din egen bog

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
  • 3 af 3
    FOTO: Presse
Af: Betina Munk

Betina Munk blogger på Kanal Frederikshavn: Jeg har aktiv været inspireret af dem, der bare gør tingene, der satser, og jeg har vendt min misundelse til noget godt.

En af mine mentorer er en forfatter, der har vundet mange priser. Hun har inspireret mig og fået mig til at følge mine drømme. Husk på, at ingen drømme er for små eller for store. Det er kun dig, der sætter begrænsningerne...

Igennem de seneste par år har mange spurgt til, hvordan jeg eller rettere vi har lavet en eller flere bøger, som er selvudgivet. Der er masser af folk derude, som gerne fortæller dig alt det, du skal vide, men det koster...

Nu vil jeg dele med dig, hvordan du kan realisere drømmen om at udgive din egen bog. Vejen til udgivelse er lang, men helt klart det værd, hvis du spørger mig.

Markedet for fysiske bøger, er ikke, hvad det har været, og jeg er af min mentor og coach blevet anbefalet at gå i den digitale retning.

Da mit formål med udgivelse ikke var økonomisk gevinst, men at realisere en drøm, valgte jeg alligevel at lave fysiske bøger.

Det var min drøm og mit ønske at udgive fysiske bøger, da jeg altid selv har elsket at få en flot og god bog i hånden. Et ægte håndværk, som bringer glæde, og som kan benyttes i generationer.

Der er ingen tvivl om, at det er super smart med e-bøger, for dem kan du have ved hånden 24 timer i døgnet.

Hvad enten du ønsker at lave en e-bog eller en fysisk bog, er det vigtigt at vide, at det kræver en hel del arbejde. Først skal du have alt materialet klar.

I første omgang vil jeg anbefale dig at sende dit materiale til nogle forlag. Finder de dit materiale interessant, klarer de det hele for dig. De sætter bogen op, og den kommer mere eller mindre til at se ud, som de ønsker - med dine input selvfølgelig.

Er der ingen forlag, der bidder på, eller har du en klar idé om, hvordan du vil have bogen skal se ud, så kan du vælge at kontakte mindre forlag, som laver pakkeløsninger til dig, der ønsker hjælp, også kaldet medudgivelse.

De kan hjælpe dig med at få udgivet din bog, mens du har fuld kontrol i hele processen, får professionel hjælp til ALT det praktiske og en god andel af bogens indtjening.

En basispakke, hvor du får redaktørhjælp, korrekturlæsning, layout-skabelon, design af omslag, lidt markedsføring, registrering af bogen (pligtaflevering) samt fem fysiske eksemplarer koster for eksempel 21.000 kroner. Hos forfatterskabet. Dette er blot en startpakke.

Du kan søge online på "medudgivelse" eller kigge på www.forfatterskabet.dk. De laver forskellige pakker i forskellige prisgrupper og laver også skræddersyede løsninger.

Vil du i stedet for selv lave alt arbejdet, skal du først lige overveje, om du er kompetent nok til det. Det er super ærgerligt at starte på en fiasko, hvis du ikke kan løfte opgaven.

Laver du en kogebog som mig, er der mange ting, der skal købes. Både kurser, kamera, belysning, baggrunde, forskellige redskaber og meget mere er bare noget af det, der kræves.

Alle de gange, du laver og tester opskrifter, og måske også mislykkes, det koster både tid og penge...

Men igennem det hele lærer du en masse og udvikler dig. Husk derfor at nyde turen og at have det sjovt.

Du skal også beslutte, hvilke programmer du vil benytte. Jeg kan anbefale to programmer. Scribus fungerer godt til store opgaver og Canva fungerer godt til små opgaver. Scribus er et program, du henter, hvorimod Canva er et online-program.

Ønsker du en fysisk bog, der skal i tryk, er Scribus lige sagen. Dog skal du have i mente, at du skal være lidt af en nørd for at kunne benytte og navigere i programmet. Du skal ydermere kunne kommunikere med trykkeriet på et niveau noget højere end en almindelig computerbruger, da de forventer, at du kan levere filerne ud fra deres ønsker og skabeloner.

Der findes mange forlag og alle har forskellige priser.

Inden du indhenter priser, skal du vide, hvor mange sider din bog er på (tallet skal gå op i fire), og om du ønsker din bog i blød eller hårdt omslag (soft eller hard cover). Du skal også beslutte, om du vil benytte tykt eller tyndt papir, og det afhænger af om, din bog indeholder billeder. Indeholder bogen billeder, kan du vælge at få en hinde på siderne, således at et dryp vand ikke ødelægger siden. Dette er optimalt i kogebøger. Med hensyn til coveret kan du også vælge diverse ekstra tilkøb, for eksempel mat eller blank cover, beskyttelse og så videre.

Jo flere bøger du trykker, jo billigere bliver det selvfølgelig. Husk blot på, at du selv skal opbevare dine bøger et sted, hvor de ikke får fugt eller vand.

Ønsker du din bog på hylderne i boghandlen, skal du først og fremmest have et ISBN-nummer, og derefter skal du have en aftale med DBK eller andre små forlag, som kan lægge din bog tilgængelig for salg på bogportalen. Bogportalen er der, hvor boghandlerne handler deres bøger.

Det koster penge at sende bøger til DBK eller forlag, og lagerpladsen koster også. Ydermere betaler du selvfølgelig også for håndtering af dine bøger. Alt i alt skal du sælge RIGTIG godt for at du får økonomisk overskud.

Men det økonomiske aspekt skal jo ikke stoppe din drøm, og ender du med at udgive en bog, du er meget stolt af, men som har givet lidt i underskud, så har du jo stadig udlevet drømmen, ikke sandt?

Jo mere du markedsfører, jo mere kan du potentielt sælge.

Udgiver du selv, er du din egen redaktør, fotograf, korrekturlæser, it-ekspert og så videre. Med mindre du gør som mig og uddelegerer til familie og venner.

Det gode ved at udgive selv er, at din bog bliver præcis, som du ønsker. Den bliver muligvis ikke så professionel i udseendet som en bog lavet af et stort forlag, men det har også sin charme, når noget er anderledes.

Du kan vælge at bestille 50, 100, 200 eller 500 bøger hjem, afhængig af hvor modig du er. Det er dig selv, der lægger pengene ud.

Men du kan også vælge at dele lidt "smagsprøver" online på de sociale medier og derefter lave et forsalg i en begrænset periode. På den måde kan du bestille de bøger, der er forudbestilt og undgå at brænde inde med en masse bøger.

Forudbestilling kan gøres via mail, sms og betaling via mobilepay, eller du kan lave en hjemmeside, hvor du opretter en shop. En shop vil typisk også tage en lille procentdel for håndtering af kreditkort.

Husk på, at du og dine nærmeste selv står for bestilling af bøger, afhentning på lager, håndtering, signering, pakning, afsendelese og så videre. Alt sammen ulønnet, medmindre du bliver berømt og sælger KANON mange bøger. Hvis dette er tilfældet, så STORT TILLYKKE.

Husk på, at ALT ER MULIGT, og at din drøm om at udgive er en mulighed, også selvom at du kun sælger 20 bøger. Intet er umuligt. Det er kun dig selv, der sætter begrænsningerne. Hvis jeg kan, så kan du også. Alt er muligt.

Det økonomiske aspekt interesserer måske nogen, og mange tror, at fordi man har udgivet en bog, så er man rig. Dette er ikke tilfældet.

Da jeg skulle udgive min første bog, behøvede jeg lidt startkapital. Derfor solgte jeg pensioner, pelse, smykker, våben og så videre.

Løbende har jeg været nødt til at sælge ud af diverse tøj og sko, og nu står jeg tilbage uden flere muligheder, da jeg ikke har mere at sælge af. Derfor sælger jeg nu kun bøger på forudbestilling, og på den måde undgår jeg at have 50.000 kroner i bøger til at ligge på lager.

For mig handler det ikke om at tjene penge.

Jeg har hverken muligheden eller energien til at markedsføre mig selv, og jeg har ej heller været så heldig, at nogle forlag ville udgive mine bøger, som jeg ønskede.

Derfor udlever jeg drømmen i det små, hvilket er tilfredsstillende for mig. Det er vigtigt at være realistisk.

Arbejder man meget og satser stort, er muligheden for succes større, men i sidste ende skal man passe på sig selv og kunne leve med sig selv.

Derfor anbefaler jeg altid, at du skal gøre, hvad der føles rigtigt, for dig i dit liv.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...