Gå til hoved-indhold
30. oktober 2025 - kl. 00.10

Byrådsmedlem "fyret" som formand for Frederikshavn Forsyning A/S

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fra årsskiftet er det ikke længere en byrådspolitiker, som skal være bestyrelsesformand for Frederikshavn Forsyning A/S. Det vedtog et enigt byråd onsdag aften.

Frederikshavn Kommune er eneaktionær i Frederikshavn Forsyning A/S. For at sikre en samhørighed og politisk sammenhæng i henhold til den gældende ejerstrategi, ændres vedtægterne med det formål at styrke "armlængdeprincippet" og sikre en mere politisk uafhængig repræsentation i forsyningsselskaberne.

Det betyder, at generalforsamlingen blandt de på generalforsamlingen valgte medlemmer af bestyrelsen vælger en bestyrelsesformand, som ikke er byrådsmedlem, og en næstformand for bestyrelsen, som skal være byrådsmedlem.

- En ekstern formand tilfører ny energi og friske perspektiver. Sammen med den politiske næstformand giver det mere dynamik, og vi styrker bestyrelsen fremadrettet, mener borgmester Karsten Thomsen.

Der var opbakning fra hele byrådssalen, men Det Konservative Folkeparti ønsker også, at der bliver kigget på ejerstrategien.

- Vi vil gerne noget mere, konstaterede Jan Bjeldbak (V), og det dukkede konkret op senere på byrådsmødet, hvor Venstre - som omtalt i går på Kanal Frederikshavn - rejste en initiativsag.

Venstre ønsker at undersøge mulighederne for at frasælge dele af Forsyningen, som vel at mærke ikke er kritisk infrastruktur. 

- Vi ønsker at skabe råderum i vores økonomi. Sker der en modregning fra statens side, er det ikke interessant, men måske er der mulighed for at få dispensation. Det vil vi gerne have undersøgt. De mange valgløfter koster penge, og her kan der være varige midler at hente, udtalte Jan Bjeldbak.

Socialdemokratiet afviste forslaget. 

- Der er ingen garanti for, at vi får dispensation fra deponeringskravet og reduktion i bloktilskuddet. Venstre nævner Farum, men det er misvisende. Der findes ingen eksempler på kommuner, som har fået dispensation. Reglerne er klare og stramme, og vi ønsker ikke at miste kontrollen over vigtige funktioner. Det kan føre til højere priser og dårligere service, advarede Gitte Kiilerich (A).

Peter Sørensen (C) manglede en væsentlig ting. Han vil hellere i første omgang have svar på, om indtægter fra salg af Forsyningens aktiviteter uden videre kan bruges til kernevelfærd i Frederikshavn Kommune.

- Det skal vi have svar på først, ellers er det meningsløst at bede om dispensation. Sagen vender på hovedet, vurderede Peter Sørensen.

Jan Bjeldbak ærgede sig over Socialdemokratiets hurtige sagsbehandling.

 -Jeg foretrækker, at vi sender sagen over, så vi kan høre nogle, vi kan kalde eksperter. Det er ikke rigtigt, at sagsbehandle nu. Det er jeg ikke tilfreds med. Det handler jo om at få undersøgt sagen, så byrådet kan træffe en afgørelse på det rigtige grundlag, sagde Venstres gruppeformand.

Lone Haugaard (M) bakkede Venstre op.

- Vi har virkelig brug for at finde alle de mdiler, vi kan. Jeg vil hellere have en ordentlig ældrepleje end eje et elnet. Lad os få fakta på bordet og vende hver en sten, lød det fra Lone Haugaard.

Erik Kyed Trolle (A), som i seks år har været bestyrelsesformand for Frederikshavn Forsyning A/S, men altså blev "fyret", da byrådet i aftes vedtog flere vedtægtsændringer, tog også ordet.

- Jeg har fuld resepekt for Venstres standpunkt, men så læg det frem. Formålet er jo at sælge disse selskaber, men det vil ødelægge grundpillerne i Forsyningen, og derfor er der ingen grund til at bruge administrativ tid på det her, mente Erik Kyed Trolle.

Han pointerede desuden, at eventuelle indtægter fra et salg naturligvis skulle bruges på at nedbinge gælden i Forsyningen - og ikke på kernevelfærd i kommunen. 

Otte (V, C, M og DD) stemte for Venstres forslag, mens 21 (SF, S og DF) stemte imod.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...